Fra Hanstholm til Aarhus for at blive IT-arkitekt
Erhvervsrettede IT-uddannelser på Erhvervsakademi Aarhus har modtaget rekordmange ansøgninger fra hele Jylland. 22-årige Marcus fra Hanstholm vil gerne bytte sabbatår som telefonsælger ud med en videregående uddannelse som IT-arkitekt.
Det fortæller Erhvervsakademi Aarhus.
Igen i år bliver studiepladserne fyldt på Aarhus' tredjestørste uddannelsesinstitution. I alt 2.243 ansøgninger er der ved kvote 1-deadline i sidste uge tikket ind til Erhvervsakademi Aarhus' 30 uddannelser. Det er 303 flere ansøgninger end sidste år og 9 % flere førsteprioritetsansøgninger.
Stor søgning til IT, markedsføring og finans
Erhvervsakademiets mest populære uddannelser er markedsføringsøkonom med 788 ansøgninger og finansøkonom med 695 ansøgninger.
Særlig stor rift er der om at blive IT-arkitekt, der har modtaget 63 % flere førsteprioritetsansøgninger sammenlignet med sidste år.
Flere kvinder søger mod IT
Flere kvinder end sidste år har søgt ind på en IT-uddannelse.
- På IT-uddannelserne har vi et rekordår med 22 flere ansøgninger overordnet set, og særlig glædeligt er det, at et øget antal kvinder søger ind på disse uddannelser, tilføjer Anne Storm Rasmussen.
Fra Hanstholm til Aarhus for at blive IT-arkitekt
22-årige Marcus Houmark Larsen fra Hanstholm har sammen med 112 andre søgt ind på IT-arkitekturuddannelsen, der optager 35.
- Siden jeg blev færdig som HF-student, har jeg arbejdet som telefonsælger for et energifirma. Jeg har ikke anet, hvad jeg skulle uddanne mig til, men en studievejleder fra Studievalg Danmark i Thisted hjalp mig med at opdage denne uddannelse, siger Marcus Houmark Larsen.
Vil hjælpe andre med at løse et behov
Efter at have researchet på forskellige uddannelser håber Marcus, at han rammer plet med en erhvervsrettet, praksisnær uddannelse til IT-arkitekt, der tager 3,5 år.
- Jeg overvejede datamatiker, men er ikke så interesseret i programmering. Siden jeg var lille, har jeg haft med computere at gøre og interesseret mig for, hvordan de fungerer og er opbygget. Jeg vil gerne have et job, som er udadvendt og ikke så stillesiddende. Jeg forestiller mig, at jobbet som IT-arkitekt indebærer kommunikation, projektledelse og personlig kontakt med andre, for det er lige mig. Jeg kan godt lide at have styr på ting, være bindeled mellem et team og en virksomhed, være problemknuser, finde et behov hos andre og hjælpe dem bedst muligt, fortæller han.
Nervepirrende at skulle flytte hjemmefra
Marcus Houmark Larsen har ikke søgt andre uddannelser og har allerede fundet en studiebolig i Viby tæt på erhvervsakademiet.
- Det er lidt nervepirrende at skulle flytte hjemmefra, væk fra Hanstholm, men det er et skridt i den rigtige retning. Jeg kan altid ringe hjem og tage hjem i weekenderne, siger Marcus Houmark Larsen.
Ansøgere får svar den 28. juli
Alle ansøgere får svar på, om de er optaget på deres ønskede uddannelse fredag den 28. juli.
Ledige studiepladser offentliggøres også den 28. juli, men akademiet forventer, at der vil være ledige pladser på uddannelser som miljøteknolog, laborant og professionsbachelor i økonomi og it.