Fotograf døde alt for ung: Nu har sønnerne udgivet hans livsværk
Familien præsenterer fotobogen ved en reception i Thisted 8. oktober
Han blev kun 59 år. Fotografen Ole Bo Jensen døde sidste år, og nu har hans tre sønner udgivet hans livsværk i form af en fotobog med billeder fra 37 års virke.
- Det var vores fars ønske, at en større samling af hans fotografier skulle udgives som bog, og han nåede selv at være med til meget af arbejdet med bogen, inden han gik bort, fortæller sønnen Mads Holm.
Ole Bo Jensen blev født i Thisted i 1963 som søn af Rita og Frits Verner Jensen. Familien flyttede senere til Hanstholm. Ole Bo Jensen flyttede som ung kortvarigt tilbage til Thisted igen, inden han flyttede til Odense og dernæst til København.
Han boede i København det meste af sit liv. Det var da også her, brødrene Tobias, Andreas og Mads holdt en reception i foråret i forbindelse med udgivelsen af bogen.
- Min far havde skrevet i sit testamente, at overskuddet fra salget af bogen skal gå til Kræftens Bekæmpelse. Vi har allerede doneret de første 25.000 kroner, fortæller Mads Holm.
Søndag 8. oktober kommer de tre brødre til Thisted for at præsentere bogen ved en åben reception på Plantagehuset. Her deltager også deres farmor, som nu bor i Thisted.
I forbindelse med receptionen vises et særligt udvalg af Ole Bo Jensens værker. Både bogen og værkerne vil være til salg på dagen.
- I sine sidste år begyndte han meget aktivt at fotografere i Thy igen, så der var sådan en tilbagevenden. Det sidste kapitel i bogen er billeder fra Thy, fortæller Mads Holm.