Billede beskrivelse

Forårsmesse med smagsprøver

Omkring 50 udstillere har en stand ved messen i Sparekassen Thy Arena Mors i den kommende weekend

27. februar 2023 kl. 17.00

NYKØBING: Popcorn til børnene og helstegt pattegris til de voksne. Det er blandt de mange smagsprøver, som bliver uddelt, når der i den kommende weekend afholdes forårsmesse i Sparekassen Thy Arena Mors.

-  Mange forbinder en messe med smagsprøver. Det har vi lyttet til, så i år bliver der ekstra mange stande i den kulinariske afdeling, hvor man kan smage på og købe lokale specialiteter, siger Gunnar Bruhn Simonsen fra GBS Management, som står bag den traditionsrige messe.

I børnehøjde bliver nyheden i år et stort legeland, hvor de små kan boltre sig sammen under voksent opsyn, mens forældrene kan gå rundt på messen og lade sig inspirere blandt de mange udstillere.

Både børn og voksne får mulighed for at deltage i konkurrencer med fine gevinster. Traditionen tro er en af konkurrencerne den populære skattejagt rundt om på standene, og hver time udtrækkes præmier på entrébilletten, siger Gunnar Bruhn Simonsen.

Omkring et halvt hundrede udstillere møder frem på forårsmessen, som med sine 4000 kvadratmeter fordelt på fire afdelinger hører til en af de største i Nordvestjylland.

På messen kommer udstillerne blandt andet med tilbud til hus, have, biler, fritid, sundhed og velvære, selskaber, fest og mode samt finansiel rådgivning og energi.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste