Folkemusik giver årets koncertbrag
Fremtiden er forankret i fortiden, og det kan du opleve, når Thy Folkemusik inviterer til årets første koncert på Heltborg Museum mandag den 15. januar kl. 19.30. Her spiller studerende fra Folkekons traditionel og nyskrevet folkemusik, og ny musik møder den gamle kulturarv.
Det fortæller Thy Folkemusik i en omtale.
Folkemusiklinjen på Syddansk Musikkonservatorium i Esbjerg, i daglig tale kaldet "Folkekons", har gennem årene været en kilde til både bevaring og innovation inden for dansk folkemusik.
Folkekons er en institution dedikeret til at uddanne og inspirere de næste generationer af folkemusikere. På uddannelsen kombineres traditionelle elementer med moderne innovation for at skabe en dynamisk musikscene, der hylder Danmarks rige kulturarv.
Turnéen er en helt særlig mulighed for at høre Danmarks folkemusikstuderende midt i den store udvikling, det er at studere dette ene emne i tre til fem år. Koncertprogrammet afspejler ligeledes uddannelsens omfavnelse af den danske folkemusik samt folkemusik fra andre steder i verden. Dette kommer alt sammen til live ved et musikalsk møde mellem ti studerende, der alle er forskellige steder i deres uddannelse og udvikling.
I programmet kan man finde gamle, traditionelle, nyfortolkede og kendte melodier samt nyskrevet materiale.
Koncerten arrangeres i samarbejde med Spillestedet Thy og Museum Thy.
Entré til koncerten er 150 kr. og for medlemmer af Thy Folkemusik 125 kr.