Første bandnavne klar: Festival løfter sløret for program
VORUPØR: Norsk pop-country, håbefulde hits fra en vendelbo-dronning, velkendt dansk folk-rock og en poetisk prisvinder.
Det er bare noget af det, du kan glæde dig til, når country-festivalen Cold Country indtager Vorupør.
Festivalen har nemlig netop offentliggjort første halvdel af programmet, der indeholder bands som One Eyed Mule, Barbro, Stella Darla, Cowboyfrokost og Miners Choice.
- Det er nogle gode navne og også nogen, vi har haft i kikkerten i et stykke tid, så det er dejligt, at det er lykkedes, siger Mads Dahl, der er arrangør af festivalen.
Der er ifølge beskrivelsen lagt op til, at man kan opleve alt fra klassisk til eksperimenterende, poetisk og kunstnerisk country.
- Der er helt klart lidt af hvert på programmet, så der synes jeg, vi har ramt godt, siger han og fremhæver et par navne han er særligt stolt af på plakaten:
- Der er jo Barbro, som har en fantastisk stemme. Og så er der også Cowboyfrokost, som jeg har hørt godt om, og som jeg glæder mig meget til at se. Især de norske country-bands har vi fået hul igennem til, og der er flere, der er interesserede i at komme her og spille, så det er mega fedt, at vi kan være med til at præsentere noget nyt, siger han.
Det er tredje gang, at Cold Country løber af stablen, men det bliver måske sidste gang. For ifølge Mads Dahl er det svært både at finde finansiering og kræfter til at løfte arrangementet.
- Det har været svært at finde lokal medfinansiering, og samtidig er vi et lille hold, der skal få det til at ske. Men nu giver vi den hele armen, og så må vi se, om vi skal holde festivalen igen næste år, siger han.
Koncerterne bliver primært afholdt i Sdr Spilhus i Vorupør og festivalen løber over dagene fra 24. og 25. april 2026. Billetsalget er i gang.