Flugt mislykkedes for indbrudstyv. Og flere sigtelser ventede
30-årig blev pågrebet umiddelbart efter indbrudsforsøg i Thy
Det endte som en temmelig uheldig start på ugen for en 30-årig mand, efter at han tidligt mandag morgen havde forsøgt sig med et indbrud i et hus i Hørdum i Thy.
For det første gik indbruddet galt for manden, som blev opdaget af beboeren i huset på Damsgårdsvej.
Indbrudstyven havde nået at stjæle en vinkelsliber, inden han tog flugten. En politipatrulje var imidlertid så tilpas tæt på, at manden kunne pågribes på en nærliggende mark.
Han ville i første omgang ikke oplyse sin identitet overfor ordensmagten. Men da politiet fik rede på, hvem han var, kunne de sætte ham i forbindelse med en række andre tyverier af blandt andet tøj fra butikker i Thisted.
Den 30-årige sigtes også for at være i besiddelse af amfetamin. Og endelig var han efterlyst for at være udeblevet fra afsoningen af en tidligere dom. Manden, der har bopæl i Hobro, blev derfor umiddelbart efter afhøringen kørt til en arrest.
Inden da havde han erkendt alle de syv forhold, som han blev sigtet for, oplyser René Carlsen fra lokalpolitiet i Thisted.