Fløjspiller søger væk fra Mors-Thy
Venstrefløjen Frederik Bjerre har valgt at søge nye udfordringer, hvorfor han er i gang med sin sidste sæson i Mors-Thy Håndbold
HÅNDBOLD: Den igangværende sæson bliver Frederik Bjerres sidste i Mors-Thy Håndbold i denne omgang.
Venstrefløjen forlader nemlig klubben til sommer, fortæller Mors-Thy Håndbold fredag i en pressemeddelelse.
- Til sommer er det fem år siden, jeg flyttede til Mors og ind på Mors-Thy Håndbold Akademi. Tiden er fløjet afsted, og jeg har udviklet mig enormt både som håndboldspiller og menneske. Jeg trives godt i Mors-Thy Håndbold, men jeg føler, at et klubskifte er det rigtige for mig nu, hvis jeg vil udvikle mig yderligere og fortsat have mulighed for at jagte mine drømmemål. Lige nu glæder jeg mig bare helt vildt til resten af denne sæson, og jeg kommer til at give alt for Mors-Thy Håndbold i resten af sæsonen, siger Frederik Bjerre.
Det er endnu ikke offentliggjort, hvor Frederik Bjerre fortsætter karrieren.