Flere dyrker sport i Thisted Kommune
THISTED: For fjerde år i træk kan DGI og Danmarks Idrætsforbund (DIF) præsentere et historisk højt medlemstal for landets idrætsforeninger.
Det samlede medlemstal er nu oppe på 2.525.038, en stigning på 40.821 i forhold til året før. Det er første gang, at medlemstallet på landsplan runder 2,5 millioner.
Også i Thisted Kommune var der i 2025 fremgang med 390 flere medlemmer end året før. Nu er der i alt 19.070 medlemmer i kommunens idrætsforeninger.
De yngste børn mellem 0 og 6 år er blevet 5,5% flere i foreningerne, mens børn og unge mellem 7 og 24 oplever en mindre tilbagegang i foreningsdeltagelsen.
De 40 – 59 årige og 70+ er vækstet stort fra 2024 til 205 med henholdsvis 10,7% og 6,7%. Fitness, SUP og surf, padel og gymnastik står idrætsmæssigt for den største fremgang.
- Det glæder mig virkelig, at medlemstallene i vores idrætsforeninger igen går frem i Thisted Kommune. Den udvikling skyldes først og fremmest den enorme indsats, som de frivillige yder hver eneste dag. Uden deres engagement, energi og vilje til at skabe fællesskab havde vi aldrig stået så stærkt, udtaler Torben Kirk Overgaard Nielsen, der er formand for sundheds- kultur- og fritidsudvalget.
- Vi vil som kommune fortsætte arbejdet med vores strategi på fritidsområdet, hvor vi understøtter foreningerne i at blive endnu mere bæredygtige og attraktive. Foreningslivet – drevet af frivillighed – er en af de mest betydningsfulde hjørnesten i vores lokalsamfund, og noget vi er stolte af at bakke op om, tilføjer Torben Kirk Overgaard Nielsen.
Idrætsforeningerne bliver valgt til
Det er fjerde år i træk siden nedgangen i corona-årene, at DIF og DGI’s samlede medlemstal sætter rekord.
- At vi igen i år ser et stigende medlemstal i idrætsforeningerne, er i høj grad foreningerne og de frivilliges fortjeneste. Hver eneste dag sørger de for at vi andre har mulighed for at være en del af et trygt og sundt fællesskab. Foreningslivets betydning for vores samfund, både lokalt og nationalt, kan ikke understreges nok – og som formand i DGI Nordjylland, må jeg bare udtrykke den dybeste respekt og taknemmelighed, siger DGI Nordjyllands formand Benny Hansen.
Medlemsrekorden vækker også glæde hos DIF.
- Det er fantastisk, at endnu flere valgte foreningsidrætten til i 2025. I idrætsforeningerne mødes børn, unge og voksne i stærke fællesskaber, hvor der både er plads til motion, hygge, ambitioner og nye venskaber. Den nye medlemsrekord er et resultat af de mange frivilliges indsats, og de skal alle have en kæmpe tak for indsatsen, siger DIF's formand, Hans Natorp.