Firma gemmer smykkegræskar for 60.000 i 6 nordjyske byer
Du har hørt om æggejagt til Påske, men hvad med græskarjagt til Halloween?
Tilbage i foråret gemte smykkefirmaet Northern Legacy i samarbejde med tøjkæden Kings & Queens 150 påskeæg rundt om i hele landet. I æggene var der præmier for i alt 60.000, og knap 3.000 mennesker deltog i jagten.
Nu gentager de successen og gemmer nu 150 græskar i byer i hele Danmark - heriblandt Aalborg, Hjørring, Frederikshavn, Skagen, Hobro og Thisted. Der vil være minimum tre græskar i hver by.
I hvert græskar gemmer de et af deres smykker, og i nogle af dem er der også gavekort. I alt vil der være præmier for en samlet værdi af mere end 60.000 kroner.
- Vi laver denne type events af to årsager. Den første er, at vi synes, det er en sjov måde at interagere med vores kunder og følgere på. Vi vil gerne være tættere med dem, og det føler vi, at vi kommer på den her måde. Den anden årsag er helt sikkert at skabe omtale om vores brand på en anderledes måde. Flere af vores konkurrenter har nogle helt vilde budgetter, som vi ikke kan hamle op med. Derfor er vi nødt til at være lidt kreative, skriver Kian Schwartz Pedersen, der er medejer af Northern Legacy.
Jagten foregår på den måde, at firmaet offentliggør et kort på sin hjemmeside 31. oktober. Her kan man se, hvor de forskellige græskar befinder sig.
Påskejagten blev en stor succes. 2.600 mennesker skrev sig op til at modtage kortet, og det blev set i alt 400.000 gange.