Find de farlige steder: Nye mål for trafiksikkerhed
Thisted Kommune ønsker at styrke trafiksikkerheden - borgerne opfordres til at udpege de farlige steder på vejene
THISTED: Med en ny plan for trafiksikkerheden i Thy ønsker Thisted Kommune at styrke trafiksikkerheden og holde fast i den positive udvikling med færre tilskadekomne i trafikken.
Lige nu er kommunen i gang med at udarbejde en ny trafiksikkerhedsplan. Til brug for det arbejde opfordres kommunens borgere til at komme med oplysninger om, hvor på kommunens veje, de oplever, at der er risiko for, at der opstår farlige situationer i trafikken, fremgår det af en pressemeddelelse fra kommunen.
Frem til 23. april kan alle bidrage ved at udpege de steder, hvor der sker farlige situationer i trafikken. Det kan ske via kommunens hjemmeside.
Selv om tal fra politiet viser, at antallet af mennesker, der kommer til skade i trafikken i Thy, er faldet markant, skal alle fortsat være opmærksomme og passe på hinanden på vejene.
Færre kommer til skade
Statistikken over antallet af personer, der kommer til skade i trafikken, viser, at der tilbage i 2003 blev registreret over 100 dræbte eller tilskadekomne på kommunens veje og stier. I 2021 lå tallet på otte.
Siden den nuværende trafiksikkerhedsplan blev vedtaget i 2018, er der i runde tal gennemført 50 projekter for at gøre veje og stier mere sikre, og Ejgil Haurum, drifts- og anlægschef i Thisted Kommune, er glad for at se, at statistikken bevæger sig i den rigtige retning.
- For 20 år siden blev der indlagt en person på skadestuen med betydelige skader efter et trafikuheld i Thisted Kommune tæt på hver 3. dag. De senere år er det i gennemsnit sket én gang i måneden. Det er en utrolig positiv udvikling, som jeg tror i høj grad skal tilskrives thyboernes adfærd i trafikken, siger han.