Billede beskrivelse

Filmhold indtager Thy: Stenbjerg kulisse i international dramaserie

11. marts 2026 kl. 19.01

STENBJERG: Hestevogn, sejlskibe og folk i tøj fra 1950’ernes fiskesamfund omdannede tirsdag Stenbjerg Landingsplads til en scene, som er en del af en ny tv-serie.

Det er optagelser til serien De Bedste Familier, der er i gang. Serien er inspireret af Kim Blæsbjergs roman, der vandt De Gyldne Laurbær i 2024, og som handler om kemikaliefabrikken Cheminovas påvirkning på samfundet på vestkysten.

Billede beskrivelse

Landingspladsen har det, som seriens skabere går efter. Det fortæller Piv Bernth, der er producer og medejer af produktionsselskabet Apple Tree Productions, der producerer serien for DR Drama.

- Det er som en tidslomme her. Stranden har det udtryk, vi gerne vil vise, og husene er flotte her og passer i tidsånden. Stranden kunne ligne en, der kunne ligge mange steder, forklarer hun.

Billede beskrivelse

Faktisk er det slet ikke kun i Thy, at man kan finde relevante tidslommer til seriens fortælling.

- Kulisserne i serien er stykket sammen af flere steder. Vi optager også i Helsingør og andre byer på Sjælland, der har de rigtige lave huse og brolagte gader, der passer til tiden, vi skildrer, fortæller Piv Bernth.

Billede beskrivelse

TV-serien er, ifølge Piv Bernth, meget tro mod Kim Blæsbjergs roman, og i den følger man tre familier på tværs af samfundslag op gennem 1950’erne, hvor Cheminova flytter til Harboøre.

Billede beskrivelse

Skuespillerne Mathilde Eusebius, Mikkel Boe Følsgaard, Morten Agerholm, Tue Lunding og Ane Stensgaard er blandt de medvirkende i serien. I alt er cirka 30 filmfolk, ifølge Piv Bernth, tilknyttet fast til optagelserne, men derudover er der en del hjælpere fra lokalområdet, der også giver en hånd med.

Billede beskrivelse

Manuskriptet er skrevet af manuskriptforfatter Maja Jul Larsen, som tidligere stod bag DR‑succesen ‘Ulven kommer’, skriver DR.

Som thybo kan man måske undre sig over, at man vil kunne se Stenbjerg Landingsplads i en tv-serie om en historie, der hører til længere sydpå. Men det er der en forklaring på.

Billede beskrivelse

- Fortællingen om efterkrigstidens og industrialiseringens påvirkning på lokalsamfund ligner hinanden rundt i Europa, og derfor skal folk udenfor Danmark også kunne spejle sig i den. Derfor er det helheden, der er vigtig for serien, forklarer Piv Bernth.

Serien er nemlig produceret i samarbejde med ZDF/Arte og støttet af Den Vestdanske Filmpulje og Nordisk Film – og TV Fond.

Billede beskrivelse

Optagelserne har været i gang siden januar i år og serien får efter forventningen premiere på DR i februar 2027.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste