Få sved på panden og støt en god sag
December er ikke kun lig med julemad, gaver og hygge, for i Midtmors Sport er december for andet år i træk også lig med sport, nærvær, frivillighed og indsamling til en god sags tjeneste. Sidste år samlede Karsten Larsen ind til Børnecancerfonden sammen med sine holdkammerater fra Team Rynkeby, hvor det hele kulminerede i en lang, hård og fantastisk cykeltur til Paris. I år har Karsten Larsen, som er mangeårig badmintontræner og frivillig i Midtmors Sportsforening, slået sig sammen med Rasmus Ladefoged fra VIF Mors for at samle ind til Scleroseforeningen igennem Cykelnerven.
Indsamlingen foregår lørdag 30. december fra 10.30 til 16.30 i Midtmors Sport, hvor frivillige fra Nordvestmors Boldklub, Morsø Håndboldklub, Bjergby SGI&U – Skydning og Midtmors Sportsforening står for dagens program. Der bliver knald på centret i Midtmors Sport denne dag, for alle lokaler tages i brug.
Håndboldhallen danner på skift rammen for badminton, pickleball, basketball, fodbold, volleyball, floorball og håndbold. Multihallen bruges til spring og airtrack, HitFit, el-hockey og CrossGym. I skydelokalet hjælper frivillige med at ramme plet inden lokalet overtages af yoga, smidighed og åndedrætsøvelser. Dagen byder også på hele to spinningtimer, mens squash, padel og fitness er åbent for alle hele dagen.
ESport er åbent fra klokken 12.30, og flexlokalet omdannes til et stort motorikpalads for de yngste. Der er nok at se til denne dag og hvilken bedre måde at slutte årets næstsidste dag af på sammen med andre glade morsingboer i en god sags tjeneste.