Vær med til at forme fremtidens fritidsliv på Mors
MORS: Morsø Kommune inviterer alle foreninger og fritidsinteresserede til en inspirerende aften med fokus på næste skridt i udviklingen af en ny Idræts- og Folkeoplysningspolitik. Aftenen finder sted torsdag den 25. september 2025 kl. 18.00 til 21.00 i Sparekassen Thy Arena Mors, lokale Tømmergården.
Det fortæller arrangørerne i en omtale.
For to år siden blev der samlet værdifulde input fra engagerede frivillige og foreningsaktører, som lagde grunden til den politik, der nu er ved at tage form. Næste skridt tages i fællesskab, og alle stemmer tæller.
Med udgangspunkt i mottoet "Det gode fritidsliv skabes sammen" lægger kommunen op til en aften, hvor lokale erfaringer og idéer er i centrum. Det handler om at sikre, at politikken ikke blot bliver ord på papir – men et levende værktøj, der skaber værdi i hverdagen.
Aftenens program sætter fokus på at genoptage dialogen og bygge videre på tidligere input, præsentere den politiske retning og de overordnede mål og samarbejde om, hvordan politikken kan føres ud i praksis – i hallerne, på boldbanerne, på stierne og i foreningslivet.
Tilmelding senest den 17. september.