Tre dage med dyr, mad, natur og fællesskab for børn og unge på Mors
MORS: Nordic Food College inviterer igen til SommerCamp – en oplevelsesrig sommerlejr for børn og unge i alderen 11 til 14 år. Campen afholdes fra mandag den 30. juni til onsdag den 3. juli og giver deltagerne en aktiv start på sommerferien med natur, dyr, mad og fællesskab i centrum.
Det fortæller arrangørerne.
Tilmeldingerne er allerede godt i gang, og planlægningen af programmet er undervejs. Deltagerne kan glæde sig til at få hænderne i jorden og følge råvarernes rejse fra jord til bord.
Programmet byder blandt andet på høst af grøntsager og krydderurter i skolens gårdhave, madlavning både i køkkenet og ved grillen, pasning og fodring af skolens dyr, prøvekørsler i traktorsimulator og ture i rigtige traktorer. Derudover er der lagt op til masser af leg, sociale aktiviteter og hyggelige stunder.
SommerCampen har til formål at skabe meningsfulde oplevelser for unge, uanset om interessen er landbrug, madlavning eller blot ønsket om at prøve noget nyt sammen med andre.
Erfaringerne fra sidste år viser stor begejstring blandt deltagerne, og arrangørerne lægger vægt på at skabe en lige så vellykket oplevelse i år.
Prisen for deltagelse er 850 kr., hvilket dækker alle aktiviteter, fuld forplejning og overnatning.
Yderligere information og tilmelding findes på Nordic Food Colleges hjemmeside samt Facebookside.