Thy Rock gør status med en ny rekord
THISTED: De 14.000 gæster til Thy Rocks 25-års jubilæumsudgave i weekenden, festede og rockede igennem til den store guldmedalje. Der blev sat omsætningsrekord i barerne, og publikum leverede endnu en gang en fest, der vil gå over i historiebøgerne for Thy Rock, skriver arrangørerne i en pressemeddelelse.
- Verdens bedste publikum holdt en fest. Selv en lille regnbyge eller et par mindre strømafbrydelser, kunne ikke lægge en dæmper på deres lyst til at give den fuld gas. Faktisk så meget, at vi fredag aften måtte ringe efter ekstra forsyninger til vores barer. Det har vi aldrig prøvet før i det omfang, fortæller festivalleder Hans Peter Jarl Madsen.
Han kan ikke sætte tal på omsætningen endnu, men bekræfter, at der bliver tale om omsætningsrekord. Og den tilskriver han flere faktorer.
- Vi havde bare det helt perfekte festivalvejr, den ene regnbyge undtaget. Vores gæster kom fra start. Jeg kan ikke huske at have set så mange gæster til første navn en fredag eftermiddag, som vi havde med Malthe Ebert i fredags. Han leverede en fantastisk koncert, der var med til at sætte sit præg på publikum resten af dagen. Glade gæster, giver travlhed i barerne, uddyber Hans Peter Jarl Madsen.
Nyheder taget godt imod
Thy Rock lægger sig hvert år i selen for at udvikle publikumsoplevelserne.
- I år lavede vi et helt nyt område: "Elskoven", der indeholder vores populære Brandbilsbar og Radio LimfjordTeltet. De to ting havde vi rykket til et nyt område og tilført en ny Shaker Bar. Det blevet utroligt godt modtaget af publikum, og vil, med nogle få justeringerne, også være at finde til næste år, fortæller Hans Peter Jarl Madsen.
Også den nye Pianobar, hvor blandt andre Sasha Dupont spillede, blev en stor succes.
- Den er helt sikkert kommet for at blive. Der var stuvende fyldt til flere af koncerterne, og det er blevet et sted, hvor man kan gå hen og nyde en kold fadøl, og synge med på kendte nye og gamle sange. Det kan vi se, at vores - måske lidt ældre - publikum er glade for. Vi evaluerer og justerer lidt på indretning til næste år, men Pianobaren er også åben i 2026, fortæller Hans Peter Jarl Madsen.
1.400 frivillige ydede en kraftindsats
Det er 1.400 frivillige fra bl.a. de otte arrangerende foreninger, der sikrer, at Thy Rock kan afvikles år efter år.
- Man kan godt blive lidt rørt, når man ser, hvilken kraftpræstation vores frivillige har leveret i år. Det har været ekstraordinært travlt i b.la. barerne, og vi har måttet trække lidt ekstra veksler på vores frivillige. Men endnu engang går de bare ind til opgaven med et smil og en iver, man kun kan være stolt af, og vi skylder dem en kæmpe tak for en kraftindsats i år, siger Hans Peter Jarl Madsen.
Han forventer, at de første navne til Thy Rock 2026 offentliggøres i oktober måned.