Billede beskrivelse

Thy Dance Night udsolgt på rekordtid: Mikael har allerede en toer på vej

02. februar 2026 kl. 19.02

HURUP: 36 timer.

Længere tid skulle der ikke gå, før Mikael Andersen fra Agger Darling kunne melde alt udsolgt til Thy Dance Night i Hurup Hallerne lørdag den 3. oktober.

- Jeg er fuldkommen blæst bagover, og vi er stadig helt oppe at køre her på Agger Darling, siger en storsmilende Mikael Andersen.

Faktisk så meget oppe at køre, at han allerede nu kan fortælle, at der er en toer på vej i foråret 2027.

Billede beskrivelse

- Thy Dance Night er et nyt og helt uprøvet koncept i Thy, men med den helt vilde opbakning og 1.000 solgte billetter på rekordtid til den første Thy Dance Night af sin slags, så fortæller det mig, at det her koncept er kommet for at blive. Jeg er allerede i gang med at planlægge toeren og har snakket med et par bookere, så nu handler det om, hvornår artisterne kan passe det ind i deres kalender og om hallen er ledig på de tidspunkter, siger Mikael Andersen.

Tilbage til den første Thy Dance Night lørdag den 3. oktober, så glæder det Mikael Andersen ekstra meget, at stormløbet på billetter er til et arrangement, der foregår på hans egen hjemmebane og i hjembyen Hurup.

- Flere havde på forhånd sagt til, mig, at det ville være halsløs gerning at tro på, at jeg kunne arrangere den slags i Sydthy og lille Hurup og tro på, at jeg kunne sælge 1.000 billetter. Men den slags, skal man ikke sige til mig, for det er kun med til at motivere mig og vise dem, at selvfølgelig kan man det. Og så er det kun fedt at konstatere, at opbakningen er så massiv til Sydthy og Thy Dance Night i Hurup, for jeg elsker min hjemby og de mennesker, der bor der, siger Mikael.

Med til at trække 1.000 musik- og danseglade til Hurup skyldes sikkert også et stjernespækket line-up med hele seks topnavne.

I række er det Kato, Faustix, ItaloBrothers, Yepha, Alexander Brown og Hampenberg.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste