Billede beskrivelse

Thisted får besøg af spanske stjernemusikere – én af dem har rødder i Thy

31. oktober 2025 kl. 11.00

THISTED: Onsdag den 5. november bliver der mulighed for en ganske særlig musikalsk oplevelse i Thisted Musikteater.

Her bydes der velkommen til en fyrig og festlig, musikalsk, spansk aften, hvor tre unge, internationalt anerkendte musikere fra Spaniens klassiske musikmiljø indtager scenen.

Den ene af dem har dog et særligt forhold til Thy – violinisten Jacob Christensen Fabuel. Han er halvt dansk, halvt spansk og har boet i Thisted.

Nu vender han “hjem” til Thy sammen med to af Spaniens mest talentfulde musikere: den unge sopran Constança Pinter og pianisten José Ramón Martín.

Barndomsminder fra området

Jacob Christensen Fabuel har fra barnsben tilbragt sine ferier i Thy og på Mors.
Han har barndomsminder om mordjagter på Højriis, besøg hos sin farmor i Spøttrup og ophold hos sin far i Thisted.

Hans spanske baggrund kommer fra Valencia, hvor hans mor er operasanger og professor i sang ved konservatoriet.

Billede beskrivelse

Det er også her, han har mødt sine to musikalske medspillere: Constança Pinter, sopran – en ekspressiv og alsidig stemme med et naturligt dramatisk nærvær, og José Ramón Martín, pianist og dirigent – med en karriere, der spænder over klassisk musik, opera, jazz og musikformidling.

De tre musikere forener deres talenter i en koncert, der hylder samspillet mellem stemme, violin og klaver.

En intens og rørende rejse gennem det klassiske

Publikum kan se frem til opera-arier, virtuose violinværker og stemningsfulde klaverstykker, som tilsammen skaber en koncert fyldt med energi, følelse og raffinement.

– Vi vil gerne give publikum en oplevelse, der både er intens og rørende – en rejse gennem det klassiske spanske og europæiske repertoire, fortæller Jacob Christensen Fabuel.

Bag koncerten står et samarbejde mellem Kulturforeningen Tysted, Grethe og Jørgen P. Bornerups Fond, Sparekassen Danmark, Thisted Kommune og Rotary Thisted.

Et praktisk, håndholdt kultursamarbejde med ét formål: at bringe noget af det ypperste fra Spaniens klassiske musiktradition direkte til Thy.

Det er musik, som sjældent kan opleves på disse breddegrader – fremført af musikere, der alle er uddannet og virksomme i Spaniens førende musikmiljøer.

Koncertens program spænder vidt – fra italienske og franske mestre til spansk lidenskab og romantisk virtuositet.

Der spilles værker af blandt andre Giuseppe Verdi, Sergei Rachmaninoff, Henryk Wieniawski, Jules Massenet, Kurt Weill, Enrique Granados, Gerónimo Giménez, Pablo de Sarasate og Camille Saint-Saëns.

Tid og sted er onsdag den 5. november kl. 19.30 i Thisted Musikteater
Billetter kan købes hos Café Amalie, Store Torv, Thisted – der også tilbyder en særlig operamenu før koncerten.
Mere info: oleriis.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste