Strømpehuset er klar med spændene efterårsudstilling
Ø. ASSELS: Galleri Strømpehuset i Ø. Assels er nu klar til at tage hul på den kommende sæson med en spændende efterårsudstilling, der spænder bredt fra fotografi til maleri og glaskunst.
Der inviteres til fernisering af udstillingen 20. september, hvor de tre udstillere præsenteres. Det er de lokale kunstnere, fotograf Carsten Krogh Pedersen, kunstmaler Susanne Lyders og glaskunstner på hobbyplan Kirstine Bay Gravgaard.
Carsten Krogh Pedersen
Carsten Krogh Pedersen udstiller blandt andet et udvalg af billeder, der er fremkommet i samarbejde med andre kunstnere i KunstRiget, en sammenslutning af kunstnere på Hannæs. Derudover udstiller han sit igangværende projekt “Nothing of Interest”, hvorfra serien “I samtale med havet” kommer.
- Her arbejder jeg med at beskrive Danmarks største vildmark; Hjardemål Klitområdet med testcentret for havvindmøller i Østerild Plantage og Hjardemål Klit. I samtale med Havet er en række fotos, som er fremkommet ved, at de printede billeder, dekoreret med blandt andet tusch og kaffe, er dyppet i bølgerne ved Lildstrand. På den måde har havet givet sit besyv med i debatten om dette område, forklarer han.
Carsten Krogh Pedersen er opvokset på Mors i 70’erne og 80’erne. Han startede med fotografi i 1986. I 2007 grundlagde han fotofestivalen, som nu kendes som KANT Festival og hvert år hylder fotografi og kunst i Thisted.
I 2017 vandt han titlen som årets bedste naturfotograf, og han har lavet tre bøger: “Mellemrum - Fra Bulbjerg mod vest”, “Vingesus - Vejlerne i glimt” og senest i 2026 “Det Grønne Paradoks”.
Susanne Lyders
Susanne Lyders er kunstner i sit eget Galleri27 på Åsvej mellem Thisted og Vilsund. Hun udstiller malerier, som er abstraktioner over natur, miljøer og indtryk.
- Jeg maler det, jeg er optaget af, nysgerrig på lige her og nu, og jeg glæder mig over variationen og det helt unikke udtryk i hvert billede. Det afspejler min egen tilgang til livets mangfoldighed.
Hendes tilgang er at undersøge og iagttage natur, miljøer, lys, mørke og stemninger. Dernæst at afprøve farver, former og formater for til slut at male og gøre lærredet interessant.
Kirstine Bay Gravgaard
Kirstine Bay Gravgaard udstiller glaskunst, som hun laver på hobbyplan.
Kirstine Bay Gravgaard er opvokset i Ø. Assels og bor i dag i Hanstholm, hvor hun har sit værksted med udsigt ud over havet.
- Jeg elsker at gå lange ture ved stranden og blive inspireret af havet og naturen ved Hamborg Strand, som har kalkaflejringer og kalksten. Og jeg kan ikke gå på stranden uden at have hulsten, muslingeskaller eller drivtømmer med hjem, fortæller hun.
Hun laver selv flere forme til sit glas af vermitplader.
Fernisering og åbningstider
Der inviteres til fernisering 20. september klokken 14.00 i Strømpehuset på Mælkevejen 1 i Øster Assels. Der bydes på lidt forfriskning til de fremmødte.
Herefter kan man besøge Galleri Strømpehuset i åbningstiderne lørdag 10.00 - 12.00 og søndag 14.00 - 16.00. Ønsker man at besøge galleriet uden for åbningstiderne, kan man ringe til 2121 3091, 3160 9095 eller 2031 5749 og aftale en tid.