Strik og Gløgg på byens nye hotel med Lisbeth fra Nikoline
NYKØBING: Lisbeth Holst, indehaver af garnbutikken Nikoline, og Bethina Holm, tidligere ejer af Café Holmen og nyansat daglig leder på byens nye hotel, Hotel Traneparken på Tranevej 3 i Nykøbing, er igen fundet sammen om at skabe et arrangement med hygge og strikketøj.
Det sker med arrangementet Strik og Gløgg på hotellet den 4. december. De to kender hinanden godt fra Bethinas tid som indehaver af Café Holmen, hvor de sammen arrangerede Strikkecafé. Samarbejdet har stået lidt på hold efter, Bethina solgte Café Holmen – men nu har de genoptaget samarbejdet.
- Bethina kontaktede mig og spurgte, om jeg var interesseret i at genoptage samarbejdet med hygge, lidt god mad og drikke kombineret med strikning. Og da jeg kender Bethina og ved, at hun skaber nogle rigtigt gode og hyggelige rammer om sådan et arrangement, så sagde jeg ja til foreløbing to arrangementer. Det her i december med Strik og Gløgg og så et andet arrangement i januar med temaet Brunch og Strik, fortæller Lisbeth.
Hygge og strik
Konceptet til Strik og Gløgg arrangementet bliver lidt lig de arrangementer, som Bethina og Lisbeth afviklede på Café Holmen i sin tid. Bethina skaber hyggelige rammer i hotellets Foyer og et tilstødende selskabslokale og byder på gløgg og juleknas. Lisbeth kommer med forskellige strikkeopskrifter, garn og tilbehør samt færdigpakkede strikkeposer.
- Til det her arrangement, vil jeg nok tage opskrifter med til små ting, som vanter, huer, halsedisser, sjal, og små børneveste. For det er ting, man kan nå at strikke inden juleaften og som altid er en dejlig blød pakke under juletræet, fortæller Lisbeth.
Man plejer at tage sit eget strikketøj med – men arrangementet henvender sig til alle, både øvede og uøvede. Lisbeth er altid klar til at vejlede og inspirere.
Garnbutik i privaten
Lisbeth etablerede sin lille garnbutik i tilknytning til sin privatbolig på Blåmunkevej 12 i Nykøbing helt tilbage i 1990. Navnet Nikoline blev en sammenfletning af hendes dengang helt små børns navne, Nikolaj og Line. Butikken holder åbent et par gange om ugen, og Lisbeth har altid drevet butikken sideløbende med sit faste arbejde.
- Jeg syntes dengang, at byen manglede et sted, hvor man kunne købe kvalitetsgarn af naturmaterialer, som uld, hør og bomuld. Og jeg startede med at have garn fra leverandøren Isager, og det er et mærke, som jeg har holdt fast i lige siden. Med årene er der så kommet et par andre mærker ind, blandt andet Ficolane og Gepard, som også leverer garn i gode naturmaterialer, fortæller Lisbeth.
Danske Isager har siden 1977 været leverandør af skandinavisk strikdesign og kvalitetsgarner i naturfibre. Isager holder til i Tversted, hvor de også har deres egen detailbutik.
I Lisbeths butik, som holder åbent mandag og torsdag, kan man finde opskrifter og forskelligt tilbehør. Og Lisbeth står altid klar med den gode vejledning, når man besøger hende i butikken. Her finder man også flere færdigstrikkede modeller, som man kan lade sig inspirere af og endda være heldig at kunne købe.
Så på grund af pladsmangel i sin egen butik, er Lisbeth glad for at blive inviteret til et arrangement som Strik og Gløgg hos Bethina på Hotel Traneparken, hvor hun kan skabe hygge og komme med inspiration til strikke-entusiaster, der jo er ved at komme flere og flere af. For strikning er igen blomstret op og blevet en stor ting, som dengang Lisbeth startede sin butik i 90’erne.
Strik og Gløgg finder sted på Hotel Traneparken onsdag den 4. december, og Brunch og Strik finder ligeledes sted på Hotel Traneparken søndag den 19. januar.