Billede beskrivelse

Stor frivillige-hyldest: Lokale foreninger har ansøgt om mere end 25.000 billetter

30. juni 2025 kl. 19.02
Opdateret kl. 19.29

NORDJYLLAND: Interessen for at hylde Nordjyllands frivillige har overgået alle forventninger. 

Mere end 400 foreninger har samlet ansøgt om deltagelse, og mere end 25.000 personer har ønsket at deltage i det store fejringsevent i Fårup Sommerland i uge 32. 

Foreninger fra alle nordjyske kommuner har ansøgt om at give deres frivillige en velfortjent oplevelse – og det vidner om den store betydning, som frivilligheden har for hele landsdelen.

Bag Danmarks største hyldest af frivillige står Spar Nord Fonden, DGI Nordjylland, Det Nordjyske Mediehus og Fårup Sommerland, som sammen med foreningerne ønsker at skabe en uforglemmelig fejring af de mange ildsjæle, der får foreningslivet til at blomstre.

- Der er ingen tvivl om, at den store opbakning til initiativet bekræfter behovet for at synliggøre og anerkende den imponerende indsats, de frivillige yder i de nordjyske foreninger. Ofte bliver deres engagement taget for givet, og vi glemmer at sige tak og give dem et klap på skulderen. Dén mulighed er her opstået i samarbejde med DGI og Fårup Sommerland, og det er vi glade for, siger Bo Uggerhøj, direktør i Spar Nord Fonden.

Fordelt på hele Nordjylland

Ansøgningerne kommer fra en lang række af foreninger fra alle 11 nordjyske kommuner, og spænder bredt – fra idræt og spejderliv til kultur og sociale fællesskaber.

- Det er fantastisk at opleve, hvordan hele Nordjylland bakker op om frivilligheden. Vi glæder os til at rulle den røde løber ud og give tusindvis af frivillige en oplevelse, de vil huske. De er rygraden i foreningslivet, og det fortjener de at blive fejret for, siger Benny Hansen, formand for DGI Nordjylland.

Eventet løber af stablen i Fårup Sommerland lørdag og søndag i uge 32, hvor de udvalgte frivillige får VIP-behandling med bl.a. særlige fordele, underholdning og rød løber ved indgangen. Alle deltagere får besked direkte gennem deres forening i løbet af juli.

Sideløbende med fejringen vil der i efteråret blive afholdt to seminarer, hvor foreninger kan arbejde videre med rekruttering og fastholdelse af frivillige i deres fællesskaber.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste