Sommerlejr fejrer 40-års jubilæum med Hawaii-stemning
SKYUM: Det markerer en stor milepæl, når KFUM & KFUK distrikt Thy-Mors’ børnesommerlejr i år kan fejre 40-års jubilæum som samlingspunkt for børn og unge fra hele Thy og Mors.
Det oplyser KFUM & KFUK Thy-Mors i en pressemeddelelse.
I år samles omkring 100 deltagere, præledere og frivillige til en uge fyldt med fællesskab, leg, nærvær og oplevelser, som mange tager med sig langt ind i voksenlivet.
Lejren afholdes fra 28. til 2. juli på Langbjerggård i Skyum. Her deltager børn og unge fra 2. til 8. klasse samt præledere fra 9. til 10. klasse i fem dage med aktiviteter, workshops, hike, sang, leg og masser af Hawaii-stemning.
Programmet byder blandt andet på morgengymnastik, boldspil, kreative værksteder, smedje, dans, spa og wellness samt fælles aftenaktiviteter.
Alt sammen rammesat af et farverigt aloha-univers, der skaber grin, fællesskab og nye venskaber.
Jubilæet er ikke kun en fejring af en tradition, men også en fortælling om et lokalt fællesskab, der år efter år samler børn og unge på tværs af byer, skoler og baggrunde.
Det er samtidig en fortælling om frivillige kræfter, der investerer tid og engagement i at skabe trygge rammer, stærke relationer og oplevelser, der huskes.
Med jubilæet følger desuden særlige aktiviteter og festlige indslag, som gør årets lejr ekstra bemærkelsesværdig.