Billede beskrivelse

Små børn og store maskiner: Dagplejere og børnehave indvier populær fagmesse

21. februar 2025 kl. 14.43

THISTED: Der er forår i luften, når J Hundahl inviterer til åbent hus over to dage. Men fagmessen ved Thisted, der især er for landmænd, fagfolk og proff-private tager altid med stor glæde imod de alleryngste fra området til at kigge på maskiner og selvfølgelig at guffe en fastelavnsbolle fra Sjørring Bager.

- Sådan er traditionen, og den holder vi fast i, lyder det fra medindehaver Søren Hundahl.

Billede beskrivelse

- J Hundahl udspringer fra Tilsted. Det er her, vi selv har gået i skole. Derfor betyder det meget for os at holde traditionen i hævd, at de små dagplejebørn og børnehaven Kathøjs børn fra Tilstedområdet kigger forbi og spreder hygge, før selve fagdagen begynder, fortæller Søren Hundahl, der selv er ude og vise børnene de store maskiner.

En af de besøgende er dagplejer Ulla Husted. Hun har børnene Erika, Frida og Lauge med i maxi-klapvognen.

Billede beskrivelse

- Det er bare så hyggeligt og en herlig dag for børnene med masser af indtryk. Desuden er det bare så flot, at Hundahls gider tage imod børnene, og at de får lov til at lege og kravle rundt i alle maskiner, lyder det fra Ulla Husted.

Og børnehaven Kathøjs børn får prøvet at sidde i vel Thys største mejetærsker, en gigantisk traktor fra New Holland, en lille gul minigraver fra New Holland eller en spændende firhjulstrukket Yamaha Kodiak "traktor-bike".

Billede beskrivelse

Efter et par timer, en fastelavnsbolle og en medbragt frokost senere triller børnene hjemad - en oplevelse rigere. Klokken 13.00 rykker de store drenge ind. Familierne er med.
2025 udgaverne af de stadigt voksende landbrugsmaskiner og de nyeste teknologiske vidundere indenfor landbrug og have skal tages i øjesyn. Og mon ikke, inden de to dage er omme - har en del af dem har fået nye ejermænd.


Til de to dages åbent hus/fagmesse hos Hundahl ventes kæmpe rykind fra store dele af Jylland. Derfor står de blå-gul-klædte medarbejdere hos J Hundahl AS klar med 5000 fastelavnsboller og over 10.000 røde pølser.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste