Billede beskrivelse

Skuffelse efter nytårskoncert, men arrangørerne har ikke mistet modet

20. januar 2025 kl. 19.03

HANSTHOLM: Søndag genlød Hanstholm Hallen af svingende wienervalse, lystige polkaer og glade operette-sange, som var man hensat til et kongeslot i Wien, da den 24. udgave af nytårskoncerten blev afviklet.


Arrangørerne var spændte på, om man igen kunne nå over de nødvendige 400 solgte billetter, der sikrer en succeskoncert med et lille overskud. 


Billede beskrivelse

Det lykkedes ikke søndag, fordi kun 281 købte billet.


- Vi hørte fra publikum og orkester, at alle var glade. Men kun 281 solgte billetter må vi erkende er en skuffelse.
Det var jo 24. gang, at koncerten blev afholdt. Sidste år - med Philip Faber som hovednavn - var en kæmpesucces med nærmest udsolgt, fortæller koordinator af nytårskoncerten Claus Ulrich Poulsen, Rotary Hanstholm klub.

- I år havde vi en Katrine Muff - kendt fra DR TV - og sopranen Sibylle Glosted og færre solgte billetter, selvom de gjorde det godt og fik skabt en forrygende stemning i den gamle hal, så skal vi nu have indsatsen evalueret. Men min fornemmelse efter søndagens koncert er, at trods den lille skuffelse i år, er vi arrangører meget stemt for endnu et skud i bøssen - nemlig den 25. - jubilæumskoncert i 2026. Men her skal billetsalget være meget højere end til søndagens koncert. For ellers bliver 2026 den sidste udgave af nytårskoncerten i Hanstholm, lyder det fra Claus Ulrich Poulsen. 


Billede beskrivelse

Søndagens skuffende billetsalg giver et underskud omkring 30.000 kroner. Det betyder, at kommunegarantien kommer i spil. Arrangørerne selv dækker 10.000 kroner af underskuddet. Resten vil således blive dækket af kommunegarantien. 


- Nu ser vi spændt hen mod næste år og håber, at Orkester MidtVest, som fuldstændig står for den musikalske pakke, disker op med et spændende navn, som kan sælge billetter og gøre jubilæumsudgaven til en succes. For uanset hvor mange der sidder i salen er nytårskoncerterne i Hanstholm altid garanti for en fantastisk musikalsk oplevelse, lyder det fra Claus Ulrich Poulsen, Rotary Hanstholm.

Øvrige arrangører er : Hanstholm Borgerforening og Hanstholm Tennisklub. 


Billede beskrivelse

Solister og navne gennem tiden har blandt andre været : Philip Faber, Søren Pilmark, Kaya Brüel, Marie Carmen Koppel, Søren Pilmark, Natascha Crone, Søren Dahl, Per Pallesen, Martin Brygman og Julie Berthelsen. 

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste