Billede beskrivelse

Skrammelmusik på torvet og børnene hoppede i vandkunsten

16. juli 2025 kl. 06.02

THISTED: Hver mandag i juli er “Monday Fun Day ” - børnenes dag på Store Torv i Thisted.

Herlige mandage i sommerferien, hvor Thisted By sætter alle sejl for at give familierne - især børnene - en aktiv og oplevelsesrig dag i byen.

Billede beskrivelse

Mandag var det gamle torv proppet af populære indslag - godt hjulpet af det flotte og varme sommervejr.

Udover hoppeborge, slushice, kølig leg i vandkunsten og loppemarked bød den hede dag også på skrammelmusik med to Thisted-musikanter, der ikke kunne gøre sig bemærket med stor børnemusikalitet - men også at de to, Musik Jørgen (Bådsgaard) og Mads Bas (Eliasen), spiller på instrumenter, der er det rene skrammel.

Billede beskrivelse

Og tænk sig - det lyder rigtig godt. Kagedåse-guitar, drænrørstrommer, kloakofon, elektrikerrør-trompet, vandkander, en-liter sodavandsflasker, klaprende gebisser og gamle kagefade i skøn harmoni til sange som Bænkebiderblues, sangen om Karl-Åge, Tykke Trille og hviskesangen.

Mens børnene hoppede, badede, kølede sig af med slush-ice og sang med på skøre børnesange kunne forældrene besøge de mange loppeboder, der fyldte torvet.

Billede beskrivelse

Monday Fun Days fortsætter måneden ud.

Næste gang er 21. juli, hvor teamet er bobler og skum.

Her er der opvisning kl. 16.00 af den danske mester i champagne-sabling Kent Westergaard fra Vorupør Badehotel.

Billede beskrivelse

Boblerne i de afhuggede flasker deles bagefter ud til de første 100 gæster.

Til børnene bliver der også skum - og det i stor skala, når en kæmpe skumkanon fylder torvet med herligt lege-skum.

Billede beskrivelse

Sidste Monday Fun Day i år er 28. juli med “Festjydens Legeland”.

Øvrige aktiviteter på Store Torv måneden ud er:

Torsdag 17. juli - Veteranbilopvisning.

Lørdag 19. juli - Sonny Møller spiller.

Mandag 21. juli - Børnenes Monday Fun Day

Torsdag 24. juli - Veteranbiler

25. og 26. juli er Alive Festival i Thisted

Mandag 28. juli - Børnenes Monday Fun Day

Torsdag 31. juli - veteranbiler

Lørdag 2. august: Musik med Jørgen og Morten Løve, plus loppemarked for børn.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste