Billede beskrivelse

Skaldyrsfestivalen lever op til sit ry som turistmagnet

10. juni 2025 kl. 13.43

NYKØBING: Vejret var perfekt, humøret var i top, masser af dampende muslinger på tallerkenerne samt andre maritime lækkerier, byen summede af liv og masser af besøgende fra nær og fjern i løbet af de to dage Skaldyrsfestivalen blev afviklet på havnen og i gågaden i Nykøbing fredag og lørdag i pinsen.

Så Skaldyrsfestivalen levede igen i år op til sit ry som en af øens helt store events, der trækker folk af huse og turister til området.

Billede beskrivelse

Det var derfor også en tilfreds formand for Skaldyrsfestivalen, Lars Tang, som Ligeher.nu fangede tirsdag formiddag, da det var blevet hverdag igen. Alt forløb perfekt, lyder meldingen, men festivalsekretariatet har også mange års erfaring med afviklingen af den populære begivenhed. For det er 20 år siden, den første Skaldyrsfestival blev afviklet.

- Det er et stort team af frivillige, der får festivalen til at ske år efter år. Og i år havde vi omkring 100 frivillige på vores vagtplan. De var på hele tiden og gik i sving med at rydde pladsen allerede lørdag aften efter den stor skaldyrs- og fiskebuffet i teltet var slut. Og i dag tirsdag er havnen ryddet, fortæller Lars Tang.

Han kan oplyse, at der i år var omkring 20.000 besøgende i løbet af de to dage, og der blev spist godt af hovedattraktionen muslinger, hvor der blev fortæret omkring tre tons udover alle de øvrige lækkerier fra fjord og hav.

Billede beskrivelse

Liv i gågaden

Sekretariatet for Skaldyrsfestivalen styres fra Morsø Turistbureau/Visitmors, hvor turistchef, Bente Kristensen, har haft en finger på pulsen omkring aktiviteterne på havnen, men også aktiviteterne i gågaden, hvor turistbureauet selv havde en bod ude på gaden begge dage.

- Oppe i gågaden har det summet af liv, hvor butikkerne holdt åbent til klokken 15 om lørdagen. Så når så mange mennesker kommer til Nykøbing og fordobler øens indbyggertal begge dage, så kommer der også gang i handelslivet og spisestederne rundt om i byen, fortæller Bente.

Billede beskrivelse

Der har også været booket godt op med overnatning, hvor både hotellernes sengepladser, privat overnatning og ikke mindst udlejning af sommerhuse har boomet i pinsedagene af besøgende, der er trukket til området for at deltage i Skaldyrsfestivalen.

- Men mange af de turister, som er kommet hertil for at opleve Skaldyrsfestivalen, har også flittigt besøgt andre af øens seværdigheder. Så ingen tvivl om, at en stor begivenhed som Skaldyrsfestivalen trækker turister til og giver byen og hele øen et godt ry som feriedestination, siger en tilfreds turistchef.

Bente Kristensen har været med til at arrangere Skaldyrsfestival siden den første løb af stablen i 2005.

- Og i løbet af de 20 år, der er gået siden vi afviklede den første festival - sådan i det små - har arrangementet bare vokset sig større og større og blevet mere og mere kendt over hele landet, fortæller Bente.

Og som en lille krølle på historien, så fryder hun sig som turistchef over alle de roser, Nykøbing får fra turisterne, der besøger byen.

- Mange har kommenteret, at gågaden i Nykøbing sprudler af liv og altid er så pænt pyntet op. Selv de tomme butikker pyntes op, så de ikke bare står tomme hen. Og det bliver bemærket. Men her i Nykøbing er både handelslivet, kommunen og os som turistkontor også gode til i fællesskab at holde vores by og hele øen attraktiv og værd at besøge, understreger turistchefen. 

Hun er lige nu i fuld gang med det næste store arrangement, som afvikles i Nykøbing; nemlig Kulturmødet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste