Seniorklub klar med spændende program for den kommende sæson
HURUP: Nu er Sydthy-Thyholm Seniorklub udkommet med deres program for 2026/2027 – og der er planlagt en række arrangementer med spændende personer, der fortæller om aktuelle og vedkommende emner, årets udflugt og afslutning af 2026 med en julefrokost.
Når sommerferien er vel overstået, lægger klubben ud med et foredrag tirsdag 8. september af Peter Thybo, der er fysioterapeut, forsker, forfatter og foredragsholder med mere end 40 års erfaring inden for sundhed og trivsel. Han vil fortælle om, hvordan man skaber et godt seniorliv med energi, livsglæde og mening – også når årene går.
Og så er der taget hul på rækken af foredrag og arrangementer frem til sommeren 2027. Alle foredrag foregår om tirsdagen og holdes i Multisalen på Hurup Skole, Idrætsvej 11, 7760 Hurup Thy, hvis ikke andet er nævnt.
Sidste foredrag i 2026 bliver 20. oktober med Gitte Hornshøj, der er foredragsholder, forfatter, skribent & debattør. Hun holder rigtig meget af at studere folks opførsel og indimellem mangel på samme. Hun giver i dette foredrag gode bud på, hvordan du bliver et udslagsgivende menneske.
Året afsluttes med julefrokost på Thinghuskroen i Vestervig 24. november med underholdning og dans ved Gerhard Mark.
Foredrag og aktiviteter i 2027
Det bliver den TV-kendte meteorolog Mikael Jarnvig, der starter foredragsrækken i det nye år 19. januar 2027. I sine foredrag giver Mikael Jarnvig et solidt indblik i, hvad vi faktisk kan forvente af fremtidens klima både i Danmark og globalt – og hvilke forandringer der blot er en del af naturens naturlige spil.
23. februar får klubben besøg af Rejseholdet fra Anker Fjord Hospice, der blandt andet fortæller om lindring i den sidste tid og sætter fokus på, hvordan vi kan tale om livets afslutning.
16. marts afholdes der generalforsamling på Thinghuskroen i Vestervig. Aftenen slutter med foredrag ved Hanne Gasbjerg Hjulmand ”Alene i Afghanistan”. Det er en beretning om en solokvindes motorcykelrejse gennem Talibans Afghanistan.
13. april kommer Peter Viggo Jakobsen og fortæller om sikkerhedspolitik på højt plan. Peter har forsknings- og undervisnings interesse i Dansk og Nordisk sikkerhedspolitik, FN’s rolle i international fred og sikkerhed, NATO, Stabiliseringsoperationer, Civil militært samarbejde, Konflikthåndtering, Militær magtanvendelse, Tvangsdiplomati og Strategi.
11. maj får klubben besøg af Emilia Nykjær Isaksson, der er formidlingsinspektør og daglig leder af SMK Thy. Hun vil blandt andet fortælle om flytningen til Thy og hvordan den første tid på det nye museum har forløbet.
Sæsonen afsluttes 2. juni med udflugt, der i år går til Aarhus Universitet, 8830 Tjele Foulum.
Sydthy-Thyholm Seniorklub blev stiftet i 2000 med 34 medlemmer, og nu er vi omkring 500 medlemmer. Klubben arrangerer omkring 10 spændende arrangementer om året, som kan være udflugter, virksomhedsbesøg og foredrag om mange forskellige og spændende emner. Ved de enkelte arrangementer de sidste år har der været omkring 100 personer, men der er plads til flere.