Så skal der rockes i Vilsund: Værftet får besøg af Johnny Madsen Jam
THISTED: Der venter vestkystrock med fuld kraft, når Vilsund inviterer til en aften i Madsens ånd.
Der bliver fuld skrue på Fender-guitaren og den fuldfede vestkyststemning, når Johnny Madsen Jam fredag den 7. november går på scenen i Værftet i Vilsund.
Bandet er kendt for at levere den ægte Madsen-lyd – så tæt på originalen, at selv Johnny Madsen selv har rost dem som “det bedste Johnny Madsen Band”.
– Johnny Madsen Jam er det eneste kopiorkester, Johnny selv har givet sin velsignelse. Og de leverer den helt rigtige energi og lyd – det er som at stå til en ægte Madsen-koncert, fortæller Leif Noppenau, formand for Vilsund Søsport, der står bag arrangementet sammen med Vilsund Borgerforening og Værftet.
Koncerten er en del af Værftets voksende rolle som kultur- og mødested for alle i Vilsund.
De seneste år har stedet trukket fulde huse til både Finn Nørbygaard, Peter Vesth – og næste år er Jacob Haugaardallerede på plakaten.
– Vi vil vise, at Vilsund er et sted, hvor der sker noget. Fra at være et sted, man bare kørte igennem på vej mellem Thy og Mors, er det nu blevet et sted, man stopper op.
Værftet er et nyt samlingspunkt for musik, grin og gode oplevelser,siger Leif Noppenau.
Og det stopper ikke ved musikken – lige ved Værftet ligger den nye store legeplads, som allerede har trukket mange børnefamilier til området.
Fredagens koncert bliver dog alt andet end stille og rolig.
Med sange som Færgemanden, Udenfor Sæsonen, Johnny The Blues og Checkpoint Charlie lover arrangørerne en festlig aften med fuld rockenergi.
– Jeg har selv hørt Johnny Madsen Jam – og jeg ved, at publikum får en kanonaften. Det bliver med gang i den, og mon ikke der også bliver dans mellem bordene og foran scenen, griner Leif Noppenau.
Han citerer selv Johnny Madsen med et glimt i øjet:
– Som Johnny sagde: “Dem der danser, er dem der ikke har råd til at hænge i baren.”
Billetter kan købes hos vilsund.unioo.info.