Så blev årets strikkefestival skudt i gang
HURUP: Allerede fra morgenstunden var der i dag, fredag, lang kø ved Hurup Hallerne af strikkeentusiaster fra hele verden, der ventede på at blive lukket ind til Wool Days Thy.
Det er andet år, at indehaveren af strikkefestivalen, Lotte Littau Kjærgaard, arrangerer Wool Days Thy i Hurup, og det var med sommerfugle i maven, at hun bød velkommen fra scenen i Hurup Hallerne.
- Sidste år blev en succes med 6000 gæster, så det er med stor spænding, at vi holder den berømte 2’er. Men med 50 udstillere og deltagere fra hele verden, lige fra USA til Island og mange lande fra Europa, er jeg sikker på, at dette års festival bliver en succes. Vi har gjort vores for at tilrettelægge et spændende program, og vi har nydt god opbakning fra alle sider her i Hurup, sagde hun blandt andet i sin velkomsttale.
Og fra dørene blev åbnet, strømmede det også ind med gæster, der kom for at strikke, hygge, blive inspireret og købe garn, opskrifter, tilbehør – blandt andet.
Gæsternes humør var i top
Ligeher.nu talte med en strikkegruppe bestående af Valborg, Paula, Karin og Ane-Marie fra Skjern, da de i godt humør fandt en plads ved et af de lange borde foran scenen i Hurup Hallerne – og hurtigt blev strikketøjet hevet frem.
- Vi var her også sidste år, og det var bare så god en oplevelse, at vi ikke var i tvivl om at gentage turen i år. Og nøgleordene for de næste dage er strik, tapas, vin, gin, hygge og ingen mænd, lød det muntert fra gruppen.
En anden gæst var Marcia Barbacia fra Florida, USA, som også var med sidste år og i år havde besluttet at kombinere festivalen med et ti-dages ophold i Danmark.
- Jeg er simpelthen så imponeret over organisationen bag festivalen og mødet med alle de søde mennesker her i Danmark, der bare er åbne, glade og hjælpsomme. Det er terapi for mig at strikke, og jeg vil her på festivalen især købe uld- og bomuldsgarn til både mig selv og min søster. Og så skal jeg finde knapper, som jeg fandt en masse af her på festivalen sidste år, sagde hun, mens hun hilste på flere, som hun lærte at kende sidste år.
Tre dage med strik, hygge og inspiration
Så nu er årets strikkefestival i Hurup skudt i gang, og allerede fra første minut, dørene blev åbnet, var der aktiviteter ved de mange boder, hvor 50 udstillere i år har indrettet sig med garn, opskrifter og tilbehør.
Udover udstillinger og aktiviteter i Hurup Hallerne, kan man besøge udstillere i det store telt på Cirkuspladsen foran hallerne og deltage i aktiviteter på Hurup Skole. Men flere steder i Hurup by er der også aktiviteter i de tre festivaldage, hvor butikkerne har udvidet åbningstider og flere laver pop-up aktiviteter, hvor der er fri adgang for alle.
Og vejret er jo ikke helt skidt – det ser ud til, at der ikke bliver brug for paraplyen – så der er lagt op til tre hyggelige dage i Hurup denne weekend.