Per og Michael er klar til Limfjordsmessen: - Gæsterne kan godt begynde at glæde sig
NYKØBING: De har lagt sig i selen, Per Bech fra Foto Collection og Michael Hansen fra Clock Huset, for at skabe en forårsmesse, som både udstillere og gæster strømmer til.
Det handler om Limfjordsmessen i Sparekassen Thy Arena Mors i Nykøbing lørdag den 28. februar og søndag den 1. marts.
- Selv om vi i år har fået 11 flere udstillere med og derfor en endnu mere alsidig forårsmesse for gæsterne, så har vi længe haft udsolgt af stande og har faktisk fire på venteliste. Interessen fra udstillerne for at være med har bare været helt overvældende, og et eksempel på det, er en ny udstiller fra Hjørring, der fandt os på Facebook og ringede for at bestille en stand til sine norske spegepølser, smiler Per.
De norske spegepølser og det, at den lokale McDonalds også møder frem, er med til at fortælle historien om den alsidige messe, hvor man kan finde alt fra jord til bord og fra fest til bryllup, for blot at nævne en del af variationen af stande i overskrifter.
- Og fra sidste år ved vi, at gæsterne godt kan trænge til et hvil og slå benene op efter turen rundt til udstillerne og inden, de gerne tager en tur til. Derfor laver vi i år et stort kaffe- hyggehjørne i foyeren, hvor man kan købe en kop kaffe og et stykke lækker kage fra Bageriet, siger Michael.
På området udenfor vil der, som sidste år, være bilforhandlere, som viser de nyeste el-biler frem og tilbyder en prøvetur. Desuden bliver der opstillet et telt, så man kan stå i læ for vind og eventuel nedbør og få rådgivning inden køreturen.
Børnene er der naturligvis også tænkt på. Forældrene kan slippe dem løs i et mini hoppeland, hvor der også bliver mulighed for at købe popcorn og slush ice.
- Og så gentager vi sidste år populære amerikanske lotteri med flotte gevinster, ligesom man rundt på standende kan deltage i udstillernes egne konkurrencer. Så der bliver nok at glæde sig til, også til den billige entré på blot 20 kroner, siger Per.
Limfjordsmessen holder åbent fra 10-16 begge dage.