Billede beskrivelse

På eventyr: Guiden er blind - chaufføren er skaldet

11. juni 2025 kl. 19.01

FUR: Oplev Fur fra den blinde vinkel. Sådan lyder tilbuddet fra Fur Camping og Livø-overfarten, der igennem tre år har haft en guidet bustur på Fur på programmet. Hver mandag fra 30. juni til 4. august 2025 kører bussen - i alt seks gange - og der har lige siden starten været fuldt hus - eller bus.

- Man skal købe billet i god tid. Ellers kommer man ikke med, fastslår turens guide, John Brinch Bertelsen.

Han har igennem de tre år haft fast selskab af chaufføren Michael Christensen, og sammen har de udviklet en humoristisk jargon.

- Vi plejer at true med at bytte plads, hvis man ikke opfører sig ordentligt eller ikke hører efter, siger John Brinch Bertelsen. med et glimt i øjet.

Det har dog aldrig været et problem, for turen er så fyldt med lokalhistoriske vitaminer og anekdoter, at folk holder ørerne helt stive.

Billede beskrivelse

- Jeg kan fortælle dem alt det, de overser. Det slår folk som en damphammer, at jeg kan holde styr på, hvor vi er, og kan fortælle om huse og steder, lige nøjagtig når vi passerer dem. Det gør et vist indtryk, siger John Brinch Bertelsen.

Han er født og opvokset på Fur, men det stod bestemt ikke skrevet i stjernerne, at han skulle blive ved med det, da han som 21-årig stak af til Moesgaard Museum i Aarhus for at blive arkæolog.

- Jeg havde slet ingen planer om at vende tilbage, for Aarhus lokkede og viste sig at være et dejligt sted at være for en ung mand. Men da jeg var færdiguddannet, var der job her, og så vendte jeg tilbage og har boet her lige siden. Det er verdens bedste ø, mener John Brinch Bertelsen.

Det var i løbet af uddannelsen, han begyndte at miste synet.

- Det viste sig, at jeg havde en bygningsfejl. Så tre år inde i uddannelsen mistede jeg læsesynet, men gennemførte alligevel - man kan lære meget ved at lytte. Senere mistede jeg synet helt, og jeg har været blind i over 30 år, fortæller han.

Billede beskrivelse

Man kan roligt fastslå, at den tidligere museumsinspektør ved alt, der er værd at vide og lidt til, om Fur.

- Som barn og ung kørte jeg på knallert over hele øen og så det hele. Jeg blev museumsinspektør i 1985 og har boet her i 40 år. Da jeg er foreningsmenneske og sidder i mange bestyrelser, kender jeg alt og alle på øen, så der er nok at fortælle om, siger John Brinch Bertelsen.

Publikum udgøres af fastboende, sommerhusejere og turister, og han og Michael Christensen får megen positiv respons.

- Når de stiger ud, har de set og hørt noget, de aldrig har oplevet før. Så mange kommer hen og siger tak for turen og oplevelsen, også fastboende, fortæller John Brinch Bertelsen.

Turen til, på og fra Fur varer i alt fire timer. Den starter fra Rønbjerg Havn ombord på Livøfærgen Bertha K til Fur, hvor der venter en 1½ times guidet bustur med temaet "Fur fra 'Den blinde vinkel". Det anbefales at medbringe en let aftensmad, som kan nydes ombord på færgen, mens drikkevarer kan købes ombord.

Turene er et samarbejde mellem Fur Camping og Livø-overfarten, og billetter skal købes online forud for turen på furcamping.dk eller fjordtours.dk

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste