Overrasket Østen til Alive Festival: - I er et fucking fedt publikum!
THISTED: Han virkede oprigtig overrasket, ham Østen fra Aarhus.
Oprigtig overrasket over, at den koncert han og hans seks mand store band gav i teltet fredag eftermiddag til Alive Festival i Thisted, blev et gigantisk tilløbsstykke.
Teltet var ganske enkelt proppet til teltdugen på alle sider, og faktisk ville mange flere være med, så de måtte overvære koncerten set gennem teltåbningen fra pladsen udenfor.
- I er et fucking fedt publikum, kvitterede Østen flere gange og gav fysisk udtryk for det, da han sidst i nummeret Sang til min far, sprang fra scenen og ud til sit jublende og medsyngende publikum, der hævede ham til vejrs og gjaldede med på finalen.
Vi kan klare os selv.
Vi kan klare os selv.
Vi kan klare os selv.
Østen er et nyt navn på den danske musikscene.
Han albumdebuterede i oktober sidste år med Daylight, 10 sange bundet op om temaer som rodløshed, depression og angsten for at miste.
Flertallet af sangene fra Daylight, plus et par nye, havde han med til Thisted, og den oprigtige overraskelse skyldtes nok også, at mange blandt det talstærke publikum kendte sangene og sang med fra første strofe af koncerten.
- Det har været sindssygt fedt at spille for jer her i Thy, takkede Østen af, inden han sendte publikum ud af teltet med en mindeværdig oplevelse.
En mindeværdig oplevelse, som kendetegner Alive Festival, der nærmeste har gjort en dyd af at præsentere ung, ny musik på sin festival.
Som ham Østen fra Aarhus.