Billede beskrivelse

Officiel indvielse: Nu tændes der lys i Stjernen

15. september 2025 kl. 11.02

LJØRSLEV: Nu tændes der igen lys i det gamle kampestenshus, som ligger centralt i landsbyen Ljørslev på hjørnet af Højrisvej og Smørdalsvej. 

Sådan så det ikke ud 2018, da Morsø Kommune havde dømt huset til nedrivning. 

Men en gruppe borgere i Ljørslev syntes, at det ville være en skam at rive det smukke gamle kampstenshus, Stjernen, ned, så i januar 2018 stiftede de foreningen ”Stjernens venner” med det formål at redde det lille kampestenshus og bevare det som et samlingssted for byen.

Og endelig, efter flere års arbejde på at skaffe midler til renoveringen, står Stjernen nu klar til indvielse. Det sker fredag den 19. september fra klokken 15-17, hvor venner, sponsorer og alle, som har hjulpet til med råd og vejledning, inviteres til receptionen, hvor foreningens styregruppe inviterer på nogle forfriskninger og borgmester Hans Ejner Bertelsen kommer og klipper den røde snor.

Billede beskrivelse

Fra afholdshus til forsamlingshus

Huset kan dateres tilbage til omkring 1880, og navnet Stjernen har det fået, fordi der er en stjerne over indgangsdøren. Huset var oprindeligt et afholdshjem, der blev benyttet af Ljørslev Afholdshjem som mødested. Og den syvtakkede stjerne var afholdsforeningens symbol.

Huset blev senere privatbolig, men stod tomt efter den sidste beboer flyttede ud. Med tiden stod huset til forfald, og i 2017 erklærede Morsø Kommune det for ubeboeligt og klar til nedrivning.

Men da gik gruppen af borgere i aktion for at bevare det smukke kampstenshus, der nu igen er blevet et lokalhistorisk vartegn for Ljørslev og et pitstop for turister, der kommer forbi. Samtidig er Stjernen nu blevet et dejlig samlingssted for borgerne i området – og i dag må der gerne drikkes alkohol, når der inviteres til arrangementer eller fest i huset.

Fredag den 19. september erklæres Stjernen officielt åben ved indvielsen fra klokken 15-17 på adressen Højrisvej 20, Ljørslev, 7900 Nykøbing Mors.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste