Nyt foredrag giver dig hele historien om Dirch
NYKØBING: Kom til et spændende foredrag med forfatteren Jacob Wendt Jensen, der i februar 2026 udgiver en ny biografi om Dirch Passer i anledning af 100-året for Dirch Passers fødsel.
Dirch Passer ville være fyldt 100 år i maj 2026, og med udgangspunkt i bogen "Dirch 100 år - Mennesket, Myten, Geniet" præsenteres nu et foredrag i billeder og lyd - med røverhistorier og perspektiveringer.
Bogen og foredraget bygger på over 70 nye interviews, hvor helt nye sider af Dirch Passer kommer frem.
Omsider får du hele historien om danmarkshistoriens sjoveste mand - ham, der blev beskrevet som “det mærkeligste, vi danskere har været enige om at elske.”
Jacob Wendt Jensen er en dansk forfatter, der har skrevet biografier om kendte skuespillere og kulturpersonligheder samt bøger om film, tv-serier og musik - blandt andet Matador, Gasolin’ og Badehotellet.
Arrangementet finder sted onsdag 19. marts kl. 19 på Morsø Folkebibliotek i Nykøbing. Foredraget afholdes i Støberisalen på 2. sal.
Billetter kan købes via bibliotekets hjemmeside eller på selve aftenen til 100 kr. + billetgebyr.
Det er ikke nødvendigt at printe billetten på forhånd.