Nu tændes revy-grillen igen: Snedsted kan godt glæde sig til det store grin
SNEDSTED: Engang stod den på årlig dilettant for Snedsted Amatørerne. Men sidste år vovede de kreative kræfter bag for første gang at lave revy.
Det blev så stor en succes, at det kom helt bag på de 14 skuespillere.
Nu er holdet tilbage med endnu en gang “Nak og Æd på gaflen” - livet i Snedsted set i bakspejlet.
- Folk strømmede til sidste år. I alt havde vi 350 inde og se de to forestillinger. Og vi har aldrig fået så meget ros og gode tilbagemeldinger. Så nu gør vi det igen. For vi synes selv at vi er pissegode til det. Og vi har tre dygtige forfattere til at skrive tekster og jokes om livets gang i Snedsted. Det bliver en oplevelse, lyder det fra Lone Overgaard, der er en af folkene bag revysuccesen fra sidste år.
Igen er det Carsten Smed Christensen, Esben Lauritsen og Dorthe Sørensen, der har forfattet vinteren igennem. Holdet er lidt hemmelighedsfulde omkring, hvem der bliver kærligt grillet.
Men de kan afsløre så meget, at Snedsted i løbet af året har haft “besøg” af Nak & Æd, og der skal spises en ulv eller mørbraden af et meget kendt lille dyr. Der bliver også noget om elcykler.
De to gamle damer, der følger med i og kommenterer alt, der sker i stationsbyen, er naturligvis med igen.
Byens restaurant Hannuni - den tidligere Guldfasan - og nogle af byens erhvervsfolk får også en lille tur i den kærlige vridemaskine.
- Vi har næsten to timers topunderholdning klar - blandt otte sketches og fire sange med livemusik med keyboard med Marlin Molander. Og var folk spændt på, om de blev nævnt i revyen, så kan de godt være spændt igen. Men husk alt er gjort med kærlighed, og det er jo en stor ære at blive nævnt i revyen, lyder det fra Lone Overgaard og revyholdet.
De understreger, at alt ikke er fis og ballade - der er også en lille alvorstone i nogle af sketchene.
Snedsted Revyen - med forstørrelsesglas på stort og småt - kører over scenen i Snedsteds Minihal to gange. Det er fredag 7. februar klokken 19.00 - med kaffe og kage. Her skal man ikke booke i forvejen.
Og hovedforestillingen er 8. februar 17.30. Her tager man madkurven med som sidste år.
Billetter hertil kan bookes seneste torsdag 6. februar hos Anne Mette Langballe 61753649 eller Anne Grethe Landbo 61303046.