Nordthy Løbet satte rekord i weekenden: - Det er altså vildt og fedt
ØSTERILD: Omgivelserne er langt fra de traditionelle løberuter gennem plantager, skovstier og landeveje.
I stedet går løbeturen mellem hal efter hal med pallereoler fyldt med slik i alle afskygninger.
For fjerde gang dannede Nordthys store lager- og produktionsfaciliteter i Østerild rammen om det populære Nordthy Løb, der efterhånden har udviklet sig til noget helt særligt på den danske løbekalender.
I år blev løbet den største udgave nogensinde med 450 deltagere.
Alle pladser blev revet væk på blot 24 timer.
Det glæder arrangør Maria Paaske, som oprindeligt skabte løbet med de mere erfarne distanceløbere i tankerne.
- Det er altså vildt og fedt, at et løb kan trække 450 løbere fra hele landet til Østerild. Men det bedste er næsten, at løbet nu samler alle generationer og også mange deltagere, som ikke ser sig selv som erfarne løbere, men som bare gerne vil have en god oplevelse, siger Maria Paaske.
- Jeg er rigtig glad for at se mor, far og tre børn stille op sammen med mange andre familier. Vi har også flere deltagere på 70 plus.
- Alle skal føle sig som vindere
Deltagerne kunne vælge mellem distancer fra fem til 21 kilometer som rundeløb, og det var muligt både at løbe og gå ruterne.
For første gang deltog Maria Paaske ikke selv.
I stedet stod hun ved målstregen, hvor hun tog imod deltagerne med highfives, opmuntrende ord og løbets medalje - ofte ledsaget af et kram.
- Alle skal føle sig som vindere, når de krydser målstregen. Det er vigtigt for mig, siger hun.
Naturligvis var depotet også noget helt særligt. Med Nordthy som vært var der ingen mangel på energi undervejs.
- Vi tør godt kalde det Danmarks største depot - i hvert fald når det gælder udvalget, siger Maria Påske med et smil.
Tæt samarbejde
Bag arrangementet står et tæt samarbejde med Nordthy, som endnu en gang stillede både faciliteter, produkter og medarbejdere til rådighed.
Flere af virksomhedens egne ansatte snørede også løbeskoene og deltog i løbet.
Nu håber arrangørerne på en gentagelse næste år.
- Vi er klar igen, hvis Nordthy er klar. Jeg skylder dem en kæmpe tak for, at de går all-in som samarbejdspartner på den her begivenhed.
- Det betyder alt for, at vi kan skabe den oplevelse, som så mange mennesker er kommet for at være en del af. Og en stor begivenhed i Østerild med megagod stemning, siger Maria Paaske.
Hun snørede i øvrigt selv løbeskoene dagen efter i Sæby - og nappede endnu en halvmaraton.