Billede beskrivelse

Nisser, kabaret og Thys største indendørs juletræ

22. november 2025 kl. 06.01

THISTED: Thisted Teaterkreds inviterer til to stemningsfulde juleforestillinger – én for børn og én for voksne – og lover masser af hygge og tradition.

Julestemningen breder sig i Thisted, hvor Thisted Teaterkreds står klar med to vidt forskellige juleoplevelser for hele familien. Formand Søren Brogaard fortæller:

- Julen er noget særligt i Thisted. Med disse forestillinger rammer vi både børnenes forventningsglæde og de voksnes behov for en hyggelig aften med grin og musik. Det er en tradition, vi er stolte af, og vi glæder os til at fejre julen sammen med publikum.

 Sikke mange klokken slår

Louise Schouw Teater står bag denne sjove og musikalske juleforestilling, hvor nissepigen Juliane får en vigtig opgave: Julemanden har mistet sit ur – og uden det bliver der ingen jul! Juliane må på eventyr, og børnene inviteres med til at få juleuret til at tikke igen, så gaverne kan blive klar til tiden.

Efter forestillingen fortsætter julehyggen med dans om Thys største indendørs juletræ, julesange, gløgg, saftevand, æbleskiver – og måske et besøg af julemanden. Det finder sted søndag 30. november kl. 15 hos Thybo Biler. 

Rubys julekabaret

Søren Ruby og Det Kommende Teater byder på en kabaret fyldt med humor, satire og musikalsk charme. Med 25 års erfaring i komikkens verden leverer Ruby en aften med skæve karakterer, rørende rim og skarpe pointer – alt sammen pakket ind i sprudlende musikalitet.

Kabareten byder på en intim og sanselig juleoplevelse, hvor publikum kan læne sig tilbage med et glas vin og nyde aftenen uden filter – og med plads til høje grin.

Forestillingen er mandag 8. december kl. 19.30 i Kultursalen ved Thisted Musikskole.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste