Musikalsk foredrag: Carsten Knudsen fortæller om sit liv og karriere med De Nattergale
HURUP: Sydthy-Thyholm Seniorklub inviterer tirsdag den 4. februar til et musikalsk foredrag på Uddannelsescentret i Jernbanegade 21 i Hurup. Eftermiddagens gæst er Carsten Knudsen fra De Nattergale.
Han vil fortælle om sit liv og sin karriere under temaet ” En nattergal kvidrer videre”. Og hans fortælling starter helt tilbage til den tid, hvor han øvede med sit første band mellem halmballerne i laden til sit barndomshjem.
Det bliver ikke mindst fortællingen om De Nattergale, som startede med at tre drengerøve kørte rundt i en Mazda med hængertræk og trailer, som med tiden endte med at køre ud og optræde til store shows rundt om i landets kulturhuse. Man får et indblik i rollefordelingen i De Nattergale både bag og på scenen.
Carsten Knudsen fortæller også om, hvordan han udviklede sit talent og sin egen personlige udvikling ved at træde ud af sin komfortzone. Og hvordan han på et tidspunkt voksede fra at være en hæmmet person med mindreværd, til at være en som tør stå frem som selvstændig artist.
Der er lagt op til en både musikalsk, spændende og sjov eftermiddag med Carsten Knudsen på uddannelsescentret i Jernbanegade 21, Hurup klokken 14.00.
Entré inkl. kaffe og kage er150 kroner for medlemmer og 200 kroner for ikke medlemmer.
Alle er velkomne!