Museum åbner særudstilling om vinterens magi
NYKØBING MORS: Torsdag den 30. april 2026 kl. 15.00–17.00 inviterer Museum Mors alle indenfor på Dueholm Kloster til åbningen af den nye særudstilling 'Sne! Mors på frysepunktet'.
I anledning af åbningen byder museet på gratis entré i to timer – samt én gratis is til alle gæster.
Udstillingen tager publikum med tilbage til en tid, hvor vinteren for alvor satte sit præg på livet på Mors. Dengang lå sneen som et tykt tæppe over landskabet, Limfjorden frøs til, og hele øen blev forvandlet til én stor legeplads med ski, skøjter og kælke.
Det skriver Museum Mors i en pressemeddelelse.
Særudstillingen er en kulturhistorisk fortælling om frost, kulde og is – og om sneens betydning i hverdagslivet, før de milde vintre blev normen.
Gennem historiske fotografier, filmklip og personlige fortællinger skildrer udstillingen vinterens magi og minderne om de hvide vintre, som mange husker fra barndommen.
Åbningen markerer startskuddet på en udstilling, der både taler til nostalgi og nysgerrighed og giver et sanseligt indblik i et vinterlandskab, vi sjældent oplever i dag.
Arrangementet er åbent for alle, og der kræves ingen tilmelding.