Den officielle åbning af Kulturmødet Mors finder sted torsdag 21. august kl. 11.
Her vil Danmarks statsminister, Mette Frederiksen (S), i en samtale med tidligere minister Lykke Friis deltage i en samtale om åndelig oprustning.
Det markerer samtidig startskuddet på Kulturmødet Mors, som rummer mere end 700 samtaler og kunstoplevelser.
Det skriver organisationen i en pressemeddelelse.
Også kulturminister Jakob Engel-Schmidt (M) og minister for samfundssikkerhed og beredskab, Torsten Schack Pedersen (V), vil deltage i en række begivenheder på Kulturmødet Mors' første dag.
Dette skal ministrene deltage i
Statsministeren:
Som en del af officielle åbning deltager statsministeren i en personlig samtale om åndelig oprustning med Lykke Friis, som er direktør for Tænketanken EUROPA. Samtalen foregår torsdag den 21. august kl. 11:30 på Folkescenen.
Kulturministeren, som tidligere har italesat kulturen som ”afgørende forsvarsvåben” i kampen mod fake news og udenlandsk påvirkning, vil deltage i flere arrangementer på Kulturmødet:
Torsdag kl. 13 på Folkescenen gælder det paneldebatten om kulturel modstandskraft, som Clement Kjersgaard modererer, og som Dansk Kulturinstitut og Kulturmødet er fælles afsendere på.
Samme dag vil han kl. 15:30 i Æblehaven deltage i Kodas paneldebat ”Hvordan kan kunsten overleve – ogtrives – i en AI-fremtid?”.
Kl. 17:30 er han tilbage på Folkescenen for at debattere kulturel oprustning i kontekst af børn og unges trivsel i Kulturministeriets egen paneldebat.
Fredag kl. 9 er han med Sangens Hus til morgensang på Folkescenen. Her vil han både vælge en af sangene og snakke om fællessangens potentialer ift. demokrati og velfærd.
Ministeren for samfundssikkerhed og beredskab vil deltage i to arrangementer:
Torsdag den 21. august kl. 14 deltage i paneldebatten ”Kultur når krisen rammer: Skal Danmark have et kulturelt nødberedskab?”, som er arrangeret af Region Midtjylland og Region Nordjylland. Debatten finder sted på Musikværket og modereres af Jane Mylenberg. De to øvrige paneldeltagere er Anders Kühnau (A), som er regionsrådsformand i Region Midtjylland og formand for Danske Regioner, og Sandra Bang-Schnack, som er programchef på Aalborg Universitetshospital.
Torsdag fra den 21. august fra 15-16.30 vil ministeren møde sundhedsfolk og kulturskabere til en samtale om kulturens rolle i krisetid hos Ung Kult med moderator Camilla Aneto.
- Vi er stærkt begejstrede for, at regeringen stiller op med hele tre ministre, særligt at statsministeren har valgt at deltage i vores åbning, siger Caspar Ryttergaard, som er direktør for Kulturmødet Mors.
- Kulturmødet er den helt rette platform for ministrene at mødes på, og jeg er sikker på, at vi vil få præsenteret nye og vigtige perspektiver på kunsten og kulturens potentiale, tilføjer han.
Det er gratis at deltage i Kulturmødet Mors, og i alt seks temaspor danner rammen om "det største program nogensinde", lyder det i pressemeddelelsen.
De seks temaspor er 'demokrati', 'sundhed i kultur', 'opbrud', 'grøn dagsorden', 'fremtid og forretning' og 'kunstnerliv'.
Du finder det fulde program for Kulturmødet Mors her.