Mikael har skudt sommerpapegøjen: Tre topnavne i teltet
AGGER: Når Mikael Andersen fra spillestedet Agger Darling til juni gentager sidste års succes med ”Sommer i teltet”, så bliver det med tre topnavne på plakaten.
- Jeg har skudt papegøjen, smiler han.
Papegøjen, han har skudt, er tre af landets førende til at skabe en sommerfest på live-scenen, nemlig Danser med Drenge, Hjalmer og Mads Langer.
- At få tre så store navne til lille Agger, er helt vildt. Hjalmers og Mads Langers booker, var da også lidt fodslæbende, men blev overbevist om, at Agger kan noget, der skal prøves af. Så vi lykkedes med at få dem på plakaten, og det er vi stolte af og glade for, siger Mikael.
Som sidste år, bliver der opsat et stort telt på plænen foran Agger Darling, og til hver koncert bliver der plads til 500 publikummer. Danser med Drenge lægger for 6. juni, mens Hjalmer indtager teltet 18. juni, og Mads Langer runder sommerfesten af dagen efter 19. juni.
Billetsalget til danser med Drenge åbnede op til Black Friday, hvor de hurtige fik et godt tilbud, og til Hjalmer og Mads Langer bliver der også "early bird" fra fredag den 5. december klokken 10 til søndag den 7. december klokken 24.
- De tre dage kan man sikre sig en billet til kun 269 kroner per koncert med Hjalmar og Mads Langer, siger Mikael.
Og at dømme på forhåndsinteressen for at tage en svingom med Danser med Drenge, så er Mikael ikke i tvivl om, at der bliver kø ved billetlugen.
- Vores Black Friday tilbud på Danser med Drenge udløste et helt vildt salg på hele 400 billetter, så jeg forventer det samme eller måske helt at få udsolgt, når vi slipper billetterne løs til Hjalmer og Mads Langer. Og Danser med Drenge går helt sikkert også udsolgt inden længe, så det er med at træffe den hurtige beslutning, hvis man vil med til vores sommerfest i Agger, smiler Mikael.
Til hver koncert kan der i øvrigt også tilkøbes en koncertmenu i restauranten.
- Før alle koncerter, har vi plads til 150 gæster til spisning, og koncertmenuen til Danser med Drenge er lige nu tæt på udsolgt, siger Mikael.