Billede beskrivelse

Michelle og Helene har nye netværksideer i det nye år

I tre år har kvinder på tværs af alder og profession mødtes gennem netværket Kvinder i Thy

03. januar 2026 kl. 17.00

KLITMØLLER: En kop kaffe og en snak med en kvinde, man ikke kender endnu.

Det bliver der flere muligheder for i det nye år for medlemmerne af kvindenetværket Kvinder i Thy.

For udover de fire årlige møder, der indtil nu har været programsat, så vil der nu også komme et månedligt netværksmøde. 

- Det bliver mere som en slags kaffemøder, hvor der er lidt mere frie muligheder for at lære hinanden at kende, fortæller Helene Jørgensen, der er medstifter af Kvinder i Thy.

- Vi gør det, fordi mange af vores medlemmer siger, de gerne vil mødes oftere, og der er behov for et afsat tidspunkt til en slags faciliteret fri leg, hvor vores medlemmer kan udvide deres netværk og gå i dybden med det, de allerede har gennem vores fællesskab, siger hun.

Billede beskrivelse

Netværk i tre år

Som voksen kan det være svært at finde tid til at dyrke sit netværk, men det kan være endnu sværere, hvis man også skal finde mod til at lave kaffeaftaler med nye mennesker, forklarer Helene Jørgensen:

- Håbet er, at det gør det lettere for vores medlemmer at finde tid til at mødes fast sidste torsdag i måneden, i stedet for at man måske kan have svært ved at tage sig tiden til at mødes med nogen, som man er nysgerrig efter at lære at kende, lyder det.

I tre år har kvinder på tværs af alder og profession mødtes gennem netværket til de faste events hvert kvartal. Her har medlemmerne kunne lade sig inspirere af oplæg om alt fra livet som kunstner til økonomi og investering samt iværksætteri.

Behov for et sted

Idéen til Kvinder i Thy opstod i slipstrømmen på corona-pandemien, hvor mange oplevede at have brug for at “komme ud af hulen og møde nye mennesker”, som Helene Jørgensen beskriver det, men særligt et sted, hvor man som kvinde kunne mødes i trygge rammer. 

- Vi mente, der var behov for et sted, hvor kvinder kan mødes og træne sit mod som mennesker og spejle sig i andre, og ud fra de tilbagemeldinger vi får fra medlemmerne, lyder det, at Kvinder i Thy er et trygt sted, hvor man kan få lov at være hele mennesker og på den måde udvikle sig, forklarer Helene Jørgensen og uddyber:

- Der kan være noget andet på spil, når der er mænd til stede, og det, vi har oplevet, er, at der er en indforstået tillid og fortrolighed blandt kvinderne, når vi mødes, som er med til at skabe det her trygge rum, der kan noget helt særligt.

Medlemsprisen sat ned

Udover de nye møder har initiativtagerne Helene Jørgensen og Michelle Hoxer også valgt at sætte medlemsprisen ned fra 895 kroner til 595 kroner for at flere vil have mulighed for at være med, for der er fortsat behov for netværket, mener de.

- Håbet med Kvinder i Thy var oprindeligt, at man fandt nogle kvinder at spejle sig i, og at man på den måde kunne inspirere hinanden gennem de menneskelige sider bagved alt det, som man kun kan se på overfladen - en slags kvindelige rollemodeller men med fokus på det ærlige, hele menneske, siger Helene Jørgensen og fortsætter:

- Det er sket i langt højere grad, end jeg havde turde drømme om, da vi startede Kvinder i Thy. Der er en del kvinder i netværket, der har udviklet sig meget og inspireret andre gennem årene.

Første Kvinder i Thy Kaffe i det nye år er den 29. januar i Plantagehuset i Thisted.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste