Magisk festivaløjeblik: Jonah Blacksmith sprang ned blandt publikum
THISTED: Publikum havde knap nok set det komme.
Midt under hittet "I Saw You Dancing" sprang medlemmerne af Jonah Blacksmith pludselig ned fra Store Scene på Thy Rock.
Med instrumenterne i hænderne kravlede de over scenehegnet og fortsatte koncerten midt blandt de mange tusinde festivalgæster.
Det spontane indslag udløste jubel, smil og fællessang.
Sammen med sig havde brødrene Thomas og Simon Alstrup Kanstrup to helt særlige gæster.
Nicoline - Thomas Alstrups datter - og Nava, datter af keyboardspilleren Jon Bisgaard Kjeldsen.
- Hvor var det fedt
Hurtigt blev publikum en del af showet.
De to frontmænd, som begge har stærke rødder i Thy, fik skabt en lang tunnel af festivalgæster og opmuntrede de to piger til at danse hele vejen gennem menneskemængden.
Det lykkedes.
- Hvor var det fedt, at pigerne var med på den og gjorde det. "I Saw You Dancing" handler netop om at turde slippe kontrollen og lade sig rive med af nuet og den gode energi. Flere dansede med. Det blev en fantastisk oplevelse for os - og forhåbentlig også for publikum, siger Thomas Alstrup.
For ham var koncerten noget ganske særligt.
- Det er faktisk første gang, vi gør det her på Thy Rock. Selv har vi i mange år stået ude på plænen og kigget op mod scenen og heppet på vores egne idoler. At det nu er os, der står deroppe, gør det helt specielt.
Han kunne samtidig ikke lade være med at kigge ud over publikum.
- Jeg kunne sgu da kende rigtig mange derude. Det føltes nærmest som at spille for gamle venner, siger han med et smil.
Tilbage hvor det begyndte
For Thomas Alstrup er Thy Rock fyldt med minder.
Han og bror Simon spillede nemlig på festivalen allerede i 2003 med bandet Daybreak - og endda på den store scene.
- Dengang var der selvfølgelig ikke nær så mange mennesker som i dag. Men det var en stor oplevelse allerede dengang, og det er det bestemt også nu, siger han.
I dag er Jonah Blacksmith et af Danmarks mest efterspurgte livebands, og sommeren er den travleste tid på året med festivaler og koncerter over hele landet.
- Når folk tager på ferie, går vi på arbejde, siger Thomas Alstrup med et grin.
Efter sommerens tætpakkede festivalprogram bliver der lidt bedre plads i kalenderen, når efteråret melder sin ankomst.
Men oplevelsen på Thy Rock kommer han næppe til at glemme foreløbig.