Limfjordsmessen blev nærmest blæst omkuld af gæster
NYKØBING: Går blæsten frisk over Limfjordens vande, så går den også frisk over Limfjordsmessen i Nykøbing.
- Vi er nærmest blevet blæst omkuld af alle de gæster, der har besøgt messen. Vi kan næsten ikke få armene ned, men det blev jeg nødt til natten til søndag, ellers havde min seng været for kort, smilede Per Bech, da han søndag ved middagstid gjorde en foreløbig status på den første udgave af den ”nye” forårsmesse på Mors.
Et slag på tasken fortalte ham, og medarrangør Michael Hansen, at mellem 1200-1300 gæster løste billet på førstedagen lørdag, og mange af dem mødte tidligt frem for at komme ind.
- Allerede en lille halv time før, Limfjordsmessen åbnede, stod de første og ventede ved indgangen, og så var der ellers gang i den hele dagen. Både vi, som arrangører, fik mange positive tilkendegivelser, men købelysten fulgte også med ind, hørte vi fra mange af udstillerne. Faktisk er vi helt oppe at ringe over, den flotte modtagelse, Limfjordsmessen har fået, sagde Per Bech.
Han tilføjede, at mange af gæsterne også havde rost den billige entré på blot 20 kroner, for så var der jo ”mere at købe for” hos udstillerne – og ikke mindst, når sulten meldte sig.
- Slagter Jensen har haft travlt i sin rullende grill. Alene lørdag solgte han 470 burgere foruden franske hotdogs og anden grillmad, sagde Per Bech.
Ud over de mange udstillere i arenaen, der bød sig til med alt fra havemaskiner, til køkkener, hudpleje, forsikringer, beklædning, høreapparater og sågar kolonialvarer, bød den første udgave af Limfjordsmessen på et tema udenfor arenaen, hvor en stribe bilforhandlere stod klar med alle deres el-biler til at spørge ind til og prøvekøre.
Blandt bilforhandlerne var Henrik Larsen fra VW Thisted-Nykøbing, og han havde hele sin flåde af el-biler med på messe. Lige fra ID. 3, til ID. 7 og ID. Buzz.
- Vi syntes, det var et godt tiltag fra Limfjordsmessen side at sætte fokus på el-biler. Derfor har vi taget alle vores modeller med. Og med de mange besøgende til messen, hvor en hel del har vist interesse for vores el-biler, kan jeg kun sige, at messen og messens tema har været en ubetinget succes set fra vores side, sagde han.