Billede beskrivelse

Kunst- og kultursted tager hul på sin 12. sæson i Thyholm

20. marts 2026 kl. 11.00

THYHOLM: Forårsudstillingen på Thyholms kunst- og kultursted Mississippi præsenterer seks nutidskunstnere. 

Det bliver med vidt forskellige værker - tekstiler, papir, keramik, oliemaleri, grafik og foto og enten eksperimenterende eller mere velkendte i formen. 

Udstillingen markerer starten på stedets 12. sæson, fortæller Mississppi i en pressemeddelelse. 

Billede beskrivelse

- Kunst skal kunne overraske. Og jeg er sikker på, at vi endnu en gang kan overraske vores gæster, siger Mississippis daglige leder, Bruno Nordensgaard.

Han inviterer sammen med stedets frivillige til fernisering den 21. marts.

Udstillingen vises derefter til og med den 26. april.

Billede beskrivelse

Den censurerede

Næste udstilling bliver Mississippis censurerede udstilling, hvor kunstnere fra hele landet inviteres til at indsende værker til vurdering og eventuel antagelse.

Værker kan indsendes digitalt senest tirsdag den 28. april - eller afleveres personligt om eftermiddagen de tre følgende dage.

Censurkomitéen, som består af de anerkendte billedkunstnere Bodil Porse og Ulla Scheinemann samt keramikeren Vinni Frederiksen, samles i weekenden 2.–3. maj.

Lørdag 9. maj holdes fernisering på udstillingen, der vises til og med søndag 14. juni.

De seks kunstnere

  • Aina Regine Bjørnebo-Norset fylder hele den gamle skoles gymnastiksal. Hun er uddannet i sit fødeland Norge og i Danmark og arbejder med maleri og mixed media: tekstilkunst med syning både på maskine og i hånden, hækling samt værker i træ, plast og metal.
  • Unna Breum er kunstfotograf og deltog i Mississippis censurerede udstilling sidste år. Hun skildrer både landskaber og mennesker på en ukonventionel måde.
  • Birgitte Busk udstillede på Mississippi i 2017. Hun er kendt for sit trådmaleri, hvor hun på store billedflader – med kilometervis af sytråd og ved hjælp af en almindelig symaskine uden computerstyring – skaber motiver af natur og mennesker. Hun har undervist i denne kunstform, udgivet syvejledninger og en bog. Senest har hun i 2025 lagt et onlinekursus i trådmaleri på sin hjemmeside.
  • Anne Kvist Damgaard er keramiker og har tidligere udstillet på Mississippi, blandt andet på den censurerede udstilling i 2016. Formmæssigt arbejder hun stringent og stramt i krukker i stentøj samt mere frit og organisk eksperimenterende i skulpturer. Ved siden af de traditionelle stentøjsteknikker arbejder hun også i den japanske raku-teknik.
  • Mie Frey Damgaard har en bachelor fra Designskolen i Kolding og en master fra en hollandsk designskole. Hun har tidligere arbejdet med papir som illustrator og grafisk designer og arbejder nu kunstnerisk med papir, hvor hun bearbejder kasseret materiale. I uendelige lag bliver papiret skåret, klippet og foldet og får dermed nyt liv – hvor beskueren stadig kan ane den oprindelige funktion gennem lagene.
  • Sjette og sidste udstiller, Hardy Ernst, har siden sin afgang fra Det Fynske Kunstakademi i 1985 arbejdet som professionel kunstner med grafik og maleri, herunder udsmykningsopgaver. Desuden har han undervist og holdt foredrag. Han har udstillet så langt væk som Moskva, Kharkov og Odessa samt i amerikanske byer som San Francisco, Seattle og Des Moines – for blot at nævne nogle få.

- Sådan er det med Galschiøt

20. juni markerer Mississippi sig på det danske kunstkort - hvis det da ikke allerede er sket - når en stor soloudstilling med Jens Galschiøt åbner.

Hvad den aktivistiske kunstner præsenterer på Thyholm, er endnu ikke endeligt fastlagt.

- Sådan er det med Galschiøt. Han vil overraske og provokere, hvilket gør mødet med ham ekstra spændende for os alle, siger Bruno Nordensgaard. 

- Jeg har et par gange besøgt ham i hans galleri og værksted uden for Odense og set værker, enten færdige eller under tilblivelse. Jeg har en fornemmelse af, hvad der venter, og det bliver altså spændende, tilføjer han. 

Galschiøts værker vises på Mississippi sommeren over med sidste udstillingsdag 9. august.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste