Kulturmødet løfter sløret for sit nordiske program
NYKØBING: Siden 2023 har Kulturmødet Mors i Nykøbing - der i år løber af stablen fra den 20.- 22. august - haft fokus på Norden.
Det er også sket med opbakning fra A.P.Møller Fonden, som har sikret et nordisk program med et bredt udvalg af nordiske kunstnere.
Nu kan Kulturmødet Mors løfte sløret for de første kunstnere i årets nordiske program, hvor tradition og samtid mødes.
På scenen kan man blandt andet opleve rapperen Tarrak fra Grønland, norske ULD og Lea Eyðbjørg fra Færøerne.
Det fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.
Ambitionen er klar - at skabe et fælles rum, hvor ideer, erfaringer og kunstneriske udtryk kan bevæge sig frit på tværs af Norden.
I årets program er der bevidst arbejdet med at sammensætte kunstnere, der trækker nordiske traditioner og landskaber med ind i samtalen, og samtidig peger mod en fælles nordisk fremtid.
Nordiske rødder og tradition
De nordiske rødder ses hos Lacing Laboratory, der arbejder med knipling i monumentale, nutidige værker, og i musikgruppen ULD, som bringer folkemusikkens rødder ind i den moderne nordiske musikscene.
I teaterforestillingen BLÅ SNE blander Aviana Steinbacher poesi, maskedans og digitale stemmer i en fortælling om at være ung grønlandsk kvinde i dag, mens Nordisk Dans genintroducerer folkedansen for en ny generation.
Den nordiske natur træder også tydeligt frem i programmet.
Hos billedkunstner Hanna Antonsson opstår sanselige og foruroligende værker i spændingsfeltet mellem natur og teknologi, når udstoppede fugle kombineres med dele fra skrottede biler.
I Lea Eyðbjørgs dragende sange mærkes de færøske landskaber, mens klima-cirkusforestillingen ALIVE af Acting for Climate bringer publikum helt tæt på naturen, når luftakrobater bevæger sig i trækronerne og vækker træerne til live i Nykøbings Østre Anlæg.
Stærk tilstedeværelse
Den grønlandske rapper Tarrak leverer knivskarpe fortællinger om identitet og kolonihistorie, mens det grønlandske band Sauwestari bringer natur, sprog og kultur ind i en moderne reggae-lyd.
Fælles for kunstnerne er, at de insisterer på deres egne sprog og rødder – og netop dér finder deres styrke.
Derudover er årets program kendetegnet ved en stærk tilstedeværelse af unge nordiske talere.
Alle er de trænet og rådgivet af Talerskolen Røst - og på Kulturmødet træder de frem på scenen for at dele deres drømme, frustrationer, håb og tanker om nordisk ungeliv.
Samtaler, litteratur og fælles fremtid
Det nordiske program er ikke kun et kunstprogram, men også en central del af Kulturmødets samtale- og debatspor.
Allerede nu kan Kulturmødet annoncere besøg af de norske forfattere Geir Gulliksen og Hilde Rød-Larsen, og flere nordiske stemmer følger i de kommende måneder.
Samtalerne vil sætte fokus på vores fælles fremtid i Norden: Hvad binder os sammen? Hvor adskiller vi os? Og hvad kan vi lære af hinanden i en tid præget af globale forandringer?
I år samarbejder Kulturmødet desuden med Nordic Humanities Center, som bidrager med videns oplæg fra forskere.
Her sættes der blandt andet fokus på nordisk debatkultur og kunstens rolle som modstandskraft i samfundet.
Større fælles fortælling
Ambitionen er at skabe et levende nordisk forsamlingshus på Mors – hvor kunsten, sproget og samtalen mødes, og hvor både publikum og aktører bliver en del af en større fælles fortælling
- Det nordiske fællesskab og den samhørighed, vi har imellem landende, kan og skal vi ikke tage for givet. Dets betydning viser vi gennem kunst, fælles sprog og perspektivrige samtaler.
- Her bliver vi sammen klogere på hinanden - fra dybe traditioner til stærke nutidige stemmer, der insisterer på at fortælle deres egne historier. Fra kunstneriske eksperimenter til konkret viden kalder vi til nordisk samling på Kulturmødet, siger direktør for Kulturmødet, Caspar Ryttergaard
Det nordiske program er skabt med støtte fra A.P. Møller Fonden, som har bevilget halvanden million kroner årligt i tre år til at præsentere nordiske samtaler og oplevelser under Kulturmødet Mors.
Flere nordiske navne offentliggøres i de kommende måneder, sammen med resten af programmet.