Kom til kreativ og festlig vinterferie på Børnebiblioteket
NYKØBING: Vinterferien skydes i gang med en stemningsfuld familiekoncert lørdag d. 8. februar kl. 13.00 i Støberisalen. Her vil folkbandet Phønix levere festlig folkemusik, der begejstrer både store og små. Hele familien kan deltage gratis ved fremvisning af et FunCard fra Mors Handel.
Det fortæller Morsø Folkebibliotek i en omtale.
Tirsdag d. 11. februar byder biblioteket på et spændende og eksperimenterende show, når forestillingen "50 farlige ting (alle børn bør prøve)" indtager scenen. Med advarselsbånd og to kreative ’fareforskere’ bliver der udforsket alt det, man normalt ikke må. Billetter koster 30 kr. pr. person og kan købes via bibliotekets hjemmeside.
Hele ugen vil Fællesskabet være fyldt med kreative aktiviteter for alle. Lav dine egne DIY-armbånd, mal på bogposer, skab fastelavnspynt eller leg med perler. De kreative værksteder har åbent hver dag i vinterferien fra kl. 10.00 til 16.00, fredag og lørdag dog fra kl. 10.00 til 12.00.
Glem ikke at deltage i bibliotekets sjove skattejagt – måske er det dig, der løber med den flotte præmie!
Kom og oplev en vinterferie fuld af leg, musik og kreativitet for hele familien.