Klitmøller festede - og et skørt indslag trak særlig opmærksomhed
KLITMØLLER: Fredag, lørdag og søndag var Klitmøller stadion byens centrum.
Hundredvis af mølbøer fejrede sommeren, hinanden og fællesskabet i Thys hurtigstvoksende by.
Det skete med kolde øl, grill-ben, fodboldkampe, loppemarked, spisesammen-fest og en bunke børne og familieaktiviteter på grønsværen.
Et af de mere gakkede indslag var et ræs med festpyntede ladvognscykler - vistnok Thys første af sin slags.
Det var et løb, hvor reglerne var indviklede, men yderst fleksible og dommerne venlige.
Det handlede lidt om at komme først, men også at klare en masse forhindringer undervejs, vandpistolsprøjte vand på deltagerne og ellers bare have det sjovt.
Glade børn fyldte ladet på den trehjulede cykel. Chaufføren trampede i pedalerne og holdt godt ved styret. For var der for meget fart på, kom cyklen let på to hjul. Undervejs skulle børnene samle bamser og ramme kasser med ting undervejs. Otte ladcykler deltog.
Og der blev også fundet en vinder - vistnok “Bamsemobilen”.
En ny cykelklassiker er født.
Mon ikke den vender tilbage næste år, når Klitmøller igen skal feste over tre sommerdage.