Katrine Schmidt vender tilbage med sit band
THISTED: Katrine Schmidt vender tilbage til Plantagehuset – nu med nyt album og stærke fortællinger i bagagen.
Det fortæller arrangørerne.
Den 13. februar kan publikum igen opleve Katrine Schmidt & Band i Plantagehuset, Thisted. Siden seneste koncert i byen i begyndelsen af 2024 har sangerinden med den kraftfulde og karakteristiske stemme arbejdet intenst på sit andet album – og 2026 tegner allerede til at blive et stort år.
Katrine Schmidt blev i 2023 hædret med Danish Music Awards’ Ud Af Det Blå-pris for debutalbummet Laying My Burdens Down. Hendes musikalske udtryk bevæger sig i et stemningsfuldt landskab med blå nuancer, jazzede elementer og poetisk melankoli. Den genreoverskridende lyd føles både tidløs og dybt nærværende.
Siden debutudgivelsen har Katrine Schmidt gennemgået en markant personlig og kunstnerisk udvikling. Tabet af sin far til kræft og glæden ved at blive mor for første gang har sat stærke aftryk i hendes musik. Særligt sangen Fight On, som blev fremført live i Go’ Morgen Danmark, bærer præg af både sorg og håb – og viser hendes særlige evne til at møde det svære med ærlighed og musikalitet.
Disse livsbegivenheder – liv og død side om side – har givet Katrine Schmidts musik en ny dybde og følelsesmæssig tyngde. Publikum kan forvente sange, der rummer både rå nærhed og universel genkendelighed.
Med sig på scenen har hun et stærkt hold af musikere: Johannes Aaen Jensen, Mark Kühn, Søren Schack, Aske Stubkjær Madsen og Mikkel Grue.
Koncerten arrangeres af Spillestedet Thy i samarbejde med Rytmus.