Julen sættes i gang med kirkekoncert og juleoptog
KOLDBY: Den første søndag i advent er der kirkekoncert og juleoptog gennem byens gader i Koldby.
Sådan har det været i rigtig mange år – og sådan bliver det også i år, når Koldby Borger & Erhvervsforening arrangerer årets juleoptog på søndag den 1. december. Det oplyser formanden for foreningen, Anja Nymann.
Inden juleoptoget, med start klokken 15.30 fra plejecenter Kløvermarken, afvikles en julekoncert i Hørdum Kirke klokken 14.00 med Midtvest Juniorkor ved Bente Bliksted og Voksen Koret ved Sune Enevoldsen.
Koncerten afsluttes tidsnok til, at man kan besøge julebazaren på Kløvermarken, og deltage i juleoptoget, som starter samme sted. Her får man et gensyn med alle de kendte figurer som den store julemand, B1 og B2 bananerne, Byggemand Bob, Teletubbies samt Elsa & Gustav, som er et fast element i juleoptoget.
Snedsted Garden fører an, mens nissebørn deler karameller ud.
Optoget stopper ved Koldby Skole, hvor man kan varme sig med gløgg og æbleskiver. Skolen kommer til at danne ramme om resten af dagens julehygge, hvor børnene blandt andet kan lave julekalender og hygge sig med en julepose.
Der arrangeres ligeledes tombola, hvor man kan vinde en flæskesteg eller en kødpakke.
Nisseleg i dagene op til jul
Som noget nyt i år har den lokale ildsjæl Merete Hansen pyntet bålhytten i parken, hvor hun har lavet en stor låge, hvor der hver dag op til jul bliver opsat en lille nissehistorie om Koldbys Parknisser. De små nissebørn er nemlig løbet ud i byen og har gemt sig, men parknissemor og parknissefar vil have dem hjem til jul. Og det kan byens børn hjælpe med.
Hver dag op til den 24. december kan børnene i Koldby og omegn finde en ny ledetråd i lågen, som hænger i bålhytten. Man kan også finde den på Koldby Borger & Erhvervsforenings facebookside.
Finder man dagens nisse, skal man tage et billede af den og sætte den ind i kommentarsporet til dagens nissehistorie på Facebook – og der vil så løbende udtrækkes en vinder blandt de børn, der har postet et billede.
Så i Koldby er man klar til julens mange hyggelige arrangementer med start den 1. december med kirkekoncert og juleoptog.