Julen er børnenes fest for hele familien
BJERGET: Thy Event og Naturcenter inviterer til en stor familie oplevelse i dagene 27., 28. og 29. december. Her kan hele familien få en aktiv og underholdende pause mellem jul og nytår.
Den store hal er i samarbejde med Hop og Rul fyldt med sjove aktiviteter, herunder hoppeborge, T-Rex forhindringsbane, en politibil, to nyindkøbte aktiviteter, en julehoppeborg samt det populære Rodeo Rensdyr. Der er noget for alle aldre og masser af sjov på programmet.
Til de voksne eller dem, der ønsker en pause fra aktiviteterne, bliver der opsat borde og stole.
Her kan man nyde udsigten til de glade børn og samtidig få en kop kaffe eller et måltid fra Thy Event og Naturcenters café og køkken.
Når entréen er betalt, modtager alle deltagere et armbånd, der giver adgang til aktiviteterne hele dagen. Der er også mulighed for at udforske det naturskønne område i nærheden som en del af oplevelsen.
Arrangementet markerer første gang, Thy Event og Naturcenter afholder tre dages familievenlige aktiviteter af denne skala. Forhåbningen er, at familier, venner og naboer samles til en dag fyldt med sjov og samvær – uden at skulle tænke på madlavning eller opvask.
Hop og Rul, der leverer aktiviteterne, har over 20 års erfaring med at skabe mobile legelande i hele Danmark.
Med omkring 100 forskellige aktiviteter og løbende investeringer i nye oplevelser er de landets største private udbyder på området. De lover, at deltagerne går hjem med 100% træthedsgaranti efter en aktiv dag på Bjerget.
Thy Event og Naturcenter glæder sig til at byde velkommen til en uforglemmelig fest for hele familien!